Til kamp mod madspild: Datovarer rykker ud i bybilledet
Datovarer har længe været en del af Nettos kamp mod madspild – og i flere år har man kunnet følge udvalget af lokalt nedsatte madvarer i hver enkelt butik via discountbutikkens app, Netto+. Men nu tager Netto et nyt og ambitiøst skridt, lyder det i en pressemeddelelse.
For første gang nogensinde vil de nedsatte datovarer også blive vist direkte på store digitale reklameskærme i bybilledet tæt på de enkelte butikker.
Dermed bliver de madvarer, der nærmer sig udløbsdatoen og sælges til reduceret pris, mere synlige – ikke kun for dem, der allerede har appen, men også for dem, der passerer forbi.
Det nye tiltag vil primært ske i forskellige Netto-butikker på Sjælland, men en enkelt Aarhus-Netto kommer til at køre datovarer på display uden for butikken.
Det drejer sig om Netto i Veri Centret i Risskov.
Registreres i køledisken og vises herefter på skærmen
Det nye tiltag bygger på en teknisk løsning, hvor information om datovarer hentes direkte fra Nettos app og kobles op med geospecifikke outdoor-reklamestandere.
Når medarbejderen i butikken scanner en vare og lægger den i datokøledisken, kan den i løbet af få øjeblikke ses på en digital skærm i umiddelbar nærhed af butikken.
“Madspild er et komplekst problem, men noget af det mest effektive, vi kan gøre, er at hjælpe folk med at se, hvor simpelt det kan være at redde god mad – og spare penge samtidig.
Det handler ikke om at ændre adfærd radikalt, men om at fjerne barriererne. Derfor lader vi datovarerne tale for sig selv,” lyder det fra Kristine Marie Thøgersen, Kommerciel Direktør hos Netto.