Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Elsker du at stå på scenen?: Bliv en del af ambitiøst talentprogram i Aarhus

Af Jonathan Sten Drivsholm
Foto: Teaterhuset Filuren
Foto: Teaterhuset Filuren

Trækker scenen i dig? Kunne du tænke dig at prøve kræfter med skuespilfaget og smage på kulturbranchen sammen med andre teaterinteressede unge?  

Så har du muligheden nu! 

Tilmeldingen til Teaterhuset Filurens toårige talentprogram Scenekunstnerisk Grundforløbs (SGK) optagelsesprøve er nemlig åben.

Måske er du lige det unge menneske, eller også kan det være, du kender én, der bør gøre mere ved sceneglæden og tilmelde sig optagelsesprøven.

SGK er et ambitiøst teaterforløb for unge i Aarhus, der vil fordybe sig i scenekunsten.

Der optages hvert år 12 talenter, som hver især får mulighed for at udforske teatrets verden – primært som skuespillere, men undervejs i forløbet vil man også få indblik i fx dramatikeres og instruktørers arbejdsmetoder.

For unge talenter over 15 år

Der er ingen formel øvre aldersgrænse for elever, men forløbet henvender sig til talenter over 15 år, og Teaterhuset Filuren anbefaler, at man søger ind, før man er fyldt 20.

Det to-årige grundforløb er beregnet til, at det kan tages sideløbende med en ungdomsuddannelse.

Elsker du at stå på scenen?: Bliv en del af ambitiøst talentprogram i Aarhus
Foto: Teaterhuset Filuren

SGK er primært et afklarende forløb, hvor man gennem fordybelse, undervisning, forestillinger og vejledning vil undersøge, hvilken rolle scenekunsten skal have i ens liv, mens man danner vigtige faglige og menneskelige relationer med andre unge, der har samme passion.

På SGK får man lov til at prøve sine egne grænser af og udforske verden sammen med hinanden på en måde, som man ikke har mulighed for til daglig

Isabella, tidligere elev

Undervejs vil man møde dygtige undervisere – Filuren bestræber sig på at finde gæstelærere og instruktører til hvert enkelt undervisningsmodul, uanset om holdet skal fordybe sig i skuespilteknik eller lave en forestilling.

Eleverne kommer undervejs til at medvirke i ca. 4 forestillingsforløb, som spiller på forskellige venues, og man får bl.a. lov til at optræde i Musikhuset, hos Hermans i Tivoli Friheden og på skoler samt efterskoler i og omkring Aarhus.

Det er et krævende og ambitiøst udviklingsprogram, der kræver dedikation og hårdt arbejde, men som giver tilbage i form af dygtiggørelse, udfordringer og tætte sociale bånd.

“Det bedste ved at gå på SGK er nok den disciplin der er her, og hvordan man rykker sig som person, men også som fællesskab,” fortæller elev Golistan, der bakkes op af tidligere elev Isabella, som sætter følgende ord på forløbet:

“På SGK får man lov til at prøve sine egne grænser af og udforske verden sammen med hinanden på en måde, som man ikke har mulighed for til daglig.”

Sådan foregår optagelsesprøven

For at blive optaget på SGK skal du tilmelde dig optagelsesprøven, som finder sted i Musikhuset Aarhus, hvor Teaterhuset Filuren har sin egen sal.

Optagelsesprøven er delt i to faser; en individuel førsteprøve og dernæst en andenprøve, som foregår gruppevis.

Praktisk info om SGK

  • Frist: Sidste dag for tilmelding er 1. maj 2024
  • Optagelsesprøverne: Foregår 9.-12. maj 2024
  • Opstart: Næste hold starter til august 2024
  • Pris: Grundforløbet koster 7.000 kr. årligt
  • Undervisning: Tirsdag eller torsdag 17.00-21.00
  • Undervisningssted: Brobjergskolen i Aarhus C

Har du spørgsmål? Du er velkommen til at skrive til SGK-koordinator Ane Kirk Uhrenholt på aku@filuren.dk

Find mere information om SGK lige her

Allerede til førsteprøven møder du ind sammen med 3-4 andre unge, som også søger ind på forløbet.

Til førsteprøven skal du indledningsvist fremføre en monolog, du har øvet hjemmefra, du skal bruge din stemme (synge en forberedt sang), og derefter skal du sammen med en lille gruppe af andre unge ansøgere arbejde fysisk.

Er du blandt de unge, der når videre til andenprøven, skal I sammen i grupper bl.a. arbejde med bevægelse, koreografi, improvisation og andre dramadiscipliner. 

På SGK er danse- og sangevner sekundære sceniske færdigheder. Det vigtige er altså ikke, at du er god til at synge og danse – men at du kaster dig ud i scenekunsten med gå-på-mod.

Alle kan søge ind, og tidligere erfaring har ingen indflydelse på, hvem der ender med at blive optaget.

Elsker du at stå på scenen?: Bliv en del af ambitiøst talentprogram i Aarhus
Foto: Teaterhuset Filuren

Er du interesseret i at blive en del af talentprogrammet SGK, skal du tilmelde dig senest 1. maj 2024.

Du kan læse mere optagelsesprøverne, det toårige forløb og tilmelding lige her

Del artikel


Mest læste historier i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien