Flere tilskadekomne: Tivoli Friheden lukket efter ulykke i rutsjebane
Opdatering: En 14-årig pige har på tragisk vis mistet livet efter ulykken. Pigens pårørende er underrettet, lyder meldingen fra Østjyllands Politi
Flere er kommet til skade efter en hændelse onsdag middag i Tivoli Friheden.
Til TV 2 fortæller direktør Henrik Ragborg Olsen, at der er sket en alvorlig ulykke i en af parkens rutsjebaner.
“Omkring klokken 13 er der sket en ulykke i rutsjebanen Cobraen. Man sidder i rækker af to i seks rækker bag hinanden, og det er den bagerste del, som er knækket af og hænger under resten af vogntoget,” siger Henrik Ragborg Olsen.
Tivoli Friheden har netop opfordret sine gæster til ikke at dele billeder af ulykken. Læs mere om det her
Politi og ambulancer til stede
Tivoli Friheden er som følge af ulykken lukket resten af dagen. Det bekræfter en medarbejder overfor MigogAarhus.
Alle gæster er derfor blevet bedt om at forlade forlystelsesparken.
Billeder fra Tivoli Friheden viser, at både politi, brandvæsen og ambulancer er til stede.
Det er ikke første gang, der er sket en ulykke i Cobraen.
For lidt over 14 år siden – i juli 2008 – blev fire unge mennesker kvæstet, efter et afsnit med to stole i en vogn faldt af en fredag aften.
Fakta om Cobraen:
Rutsjebanen er af typen suspended coasters, hvor man som gæst placeres i stole, der er ophængt under skinnelegemet.
Banen har i alt 3 “inversions” – dvs. benene op og hovedet ned.
- Total højde: 25 m høj
- Banelængde: 400 m
- Max hastighed: 70 km/t
- Tid: 100 sek.
- G-Påvirkning: 4,5 G
Kilde: Tivoli Friheden