Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

2 gange samme dag: Bilister taget for spritkørsel i McDrive

Af Jonathan Sten Drivsholm

De fleste har nok slået vejen forbi McDonald’s dagen efter en bytur, og det kan være nok så god en idé – i hvert fald hvis man lader bilen stå i garagen.

Det måtte to bilister sande søndag, hvor de begge blev sigtet for spirituskørsel efter en tur i McDrive.

Klokken 16.53 kørte en 50-årig kvinde i McDrive på Viby Ringvej, men hun var ikke opmærksom, så kvinden påkørte en anden bil i køen.

Føreren af denne fattede straks mistanke og tog bilnøglerne fra kvinden, hvorpå han kontaktede politiet.

Kvinden blev siden anholdt og sigtet for spirituskørsel, inden hun blev kørt på hospitalet for at få taget en blodprøve.

Promille over 2,0

Klokken 19.51 fandt noget lignende sted ved McDonald’s på Randersvej. Her påkørte en 51-årig mand en anden bil, der holdt stille i McDrive.

En alkometertest viste en promille på over 2,0 hos den 51-årige, der blev sigtet for spirituskørsel.

Mandens bil blev beslaglagt med henblik på konfiskation, da spritkørsel med en promille over 2,0 betragtes som vanvidskørsel.

Ifølge Østjyllands Politi medførte begge påkørsler kun mindre materiel skade.