Sluk motoren: Nu kan tomgang koste bøde i Aarhus

Det er slut med at have motoren tændt, når du holder stille i din bil i Aarhus.
Byrådet har nemlig besluttet, at grænsen går ved 1 minut, medmindre du har en rigtig god grund til at holde i tomgang.
Det oplyser Aarhus Kommune på Facebook.
Her er undtagelserne
Formålet med ‘tomgangsregulativet’ er at mindske luftforurening og unødige støjgener.
Fakta om tomgang:
Det forurener mere, når din bil holder i tomgang, end når den kører, for ved tomgang forbrændes brændstoffet ikke fuldstændigt. Derfor forurener du omgivelserne ved at lede giftige gasser og flere partikler ud i luften via udstødningen, når din bil holder i tomgang. Det slider ikke mere på motoren at slukke og tænde den igen, end når du kører, og det er spild af brændstof at holde i tomgang.
Kilde: Aarhus Kommune
Reglen med højst 1 minuts tomgang gælder i hele kommunen og dermed både på offentlige og private områder.
Samtidig er alle motordrevne køretøjer, herunder personbiler, busser, varevogne, taxaer, lastvogne, knallerter og motorcykler omfattet af regulativet.
Der er dog en række undtagelser. Højst 1 minuts tomgang gælder ikke:
- når du holder i kø i trafikken
- hvis du bruger køretøjet i forbindelse med en myndighedsopgave, hvor du er afhængig af motoren til at kunne bruge indbyggede funktioner. Det kan f.eks. være ambulancer, sygetransporter, brandbiler m.fl.
- hvis det er nødvendigt at have motoren tændt for at lave af- og pålæsning af personer eller gods
- når tomgang er påkrævet ved reparation og/eller justering af motoren
- når der skabes trykluft eller lignende specielle tilfælde, hvor du har brug for motorkraft til arbejdsopgaver som f.eks. kranarbejde og til komprimering af affald
Det er en rigtig god idé at rette sig efter reglerne.

Politiet kan nemlig udstede en bøde på 1.000 kroner ved overtrædelse af tomgangsregulativet.