I sidste øjeblik: Topnavn melder afbud til Grøn i Aarhus
Årets lineup til Grøn er historisk stærkt, men her i Aarhus må vi desværre undvære et af de absolutte topnavne i dag.
Artigeardit har været nødt til at melde afbud i sidste øjeblik.
Det oplyser Grøn på sin Instagram.
Heldigvis er en yderst habil erstatning allerede fundet.
Hitmageren Lamin spiller i stedet på Grøn i Aarhus.
“Som I måske ved, så kan Artigeardit desværre ikke komme og spille for jer. Jeg har snakket med ham, og han hilser rigtig mange gange.
Men jeg har fået æren af at spille i stedet og skabe en kæmpe fest med jer. Så Aarhus – Grøn – ses senere. Jeg glæder mig fucking meget,” siger Lamin i en story på Grøns Instagram.
Her er årsagen til afbuddet
Også gårsdagens Grøn i Kolding var uden Artigeardits deltagelse. Her blev det meldt ud, hvad afbuddet skyldes.
“Artigeardit er desværre nødt til at forlade Grøn-karavanen for en stund grundet komplikationer med sin kærestes graviditet. Alle har det dog under omstændighederne godt.
Vi ønsker dem begge alt det bedste og glæder os til at have Ardit tilbage så snart han er klar. I mellemtiden er vi enormt glade for, at Lamin har kunnet springe til med så kort varsel,” lød det i går fra Grøn.
I år er det 40 år siden, at Grøn for første gang rykkede ud på landevejene.
Billetsalget er gået historisk stærkt, og Aarhus var blandt de første byer til at melde udsolgt.
Op mod 32.000 mennesker ventes at dukke op på koncertpladsen på Marienlystvej i den nordlige del af byen i løbet af dagen.
Line-up’et i Aarhus består udover Lamin af Andreas Odbjerg, AQUA, Benjamin Hav og Familien, Medina, MØ, L.O.C. og Saveus.