Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Vild udvikling: Toprestauranter stormer frem i Aarhus og Midtjylland

Af Jonathan Sten Drivsholm
Foto: Ghrelin
Foto: Ghrelin

For nylig blev de nominerede til en af landets mest prestigefyldte kokkekonkurrencer offentliggjort.

Blandt dem var både aarhusianske Restaurant ET og vejlensiske Treetop, der er nomineret for henholdsvis ‘Årets Ret med Gris’ og ‘Årets Ret med Økologisk Ost’.

Nomineringerne er bare et eksempel på, at midtjyske restauranter efterhånden nyder stor anerkendelse herhjemme – og i flere tilfælde også internationalt.

Godt nok er Michelinguidens anmeldere stadig gladest for at besøge restauranter i København, men de har også fået øjnene op for flere spisesteder på fastlandet.

I sommer fik Frederikshøj sin anden stjerne i Michelin-guiden, der også har kastet stjernestøv over aarhusianske Gastromé, Substans og Domestic samt anbefalinger efter Møf, Pondus og frokosrestauranten anx.

Masser af kvalitet og lokale råvarer

Længere mod syd er MeMu og Lyst i Vejle såvel som Ti Trin Ned i Fredericia blevet hædret med en Michelin-stjerne hver, mens Henne Kirkeby Kro i det vestjyske har gjort sig fortjent til to af slagsen.

Men det midtjyske byder også på masser af fortrinlige restauranter, der ikke har opnået samme anerkendelse.

Til gengæld er aarhusianske Hærværk for nylig blevet hyldet i et amerikansk medie, ligesom byens nye bistro Atelier 33 tidligere i år blev kåret til ‘Årets Bistro’ i Danmark.

Og så har vi slet ikke nævnt gourmetrestauranten Ghrelin på Aarhus Ø, der blev nomineret til ‘Årets Restaurant’ i Danmark i foråret.

Kigger man nord for Aarhus er der også masser af kvalitet at finde hos restauranter som Moment og Molskroen på Djursland, der udmærker sig ved at fokusere stort på lokale råvarer – og som derfor begge har en grøn stjerne i Michelinguiden.

Den midtjyske madscene er med andre ord i rivende udvikling, og vi kan slet ikke vente med at se, hvad der sker af spændende ting fremover.

Del artikel

Andre læser også