Nyåbnet I Tordenskjoldsgade 34 er en drøm gået i opfyldelse for Stina Callesen. I lokaler, der i en lang årrække husede tøjbutikken ‘Pigen og Basunen’ og senest frisørsalonen ‘Poisin’, har hun nu åbnet en vinbutikken ‘Mevino’. Senere på måneden bliver stedet også til en vinbar, når de sidste tilladelser er kommet i hus.
“Jeg håber, jeg er med til at give noget diversitet her på Trøjborg med en vinbar. Jeg glæder mig, men der er også meget arbejde, der skal nås. Men det når vi, så jeg er fortrøstningsfuld, og jeg kan mærke, at folk går og tripper ude på fortorvet, for at der kommer en vinbar her. Når folk kommer ind her i butikken, er det første, de spørger om, hvornår vinbaren åbner,” fortæller ejeren, som har boet på Trøjborg i ni år med sin mand og deres to sønner.
“Jeg bor to minutters gang herfra, så det er ret perfekt og fleksibelt for mig privatlivsmæssigt,” siger hun og fortsætter: “Jeg har jagtet lokaler på Trøjborg i et års tid. Så fik jeg øje på, at der pludselig var til leje-skilte her i vinduerne, fordi ‘Poisin’ fik mulighed for at flytte længere ned ad gaden i Coka Coiffures tidligere lokaler. Så det er gået vanvittigt hurtigt, og vi er blevet klar på lidt over en uge.”
Beliggenheden på Trøjborg har været vigtig. Ikke kun af praktiske årsager. Ifølge Stina Callesen er bydelen i det nordlige Aarhus stadig et ganske specielt område: “Trøjborg er for mig stadig byen i byen. Simpelthen fordi man kan leve hele sit liv her, netop fordi man har gode specialforretninger. Folk er enormt gode til at bakke op om Trøjborg, hvilket jo er en ret vigtig forudsætning, når man vælger at åbne en butik her. Jeg synes, der er en god service i butikkerne, fordi man er bevidst om, at man er i et lille, lokalt miljø,” fastslår hun.