Find andre ruter: Travl strækning lukker i ugevis

Hvis du plejer at køre via Stadion Allé i retning mod sydbyen, skal du de næste par uger finde en anden rute.
Aarhus Vand er i gang med at lægge nye rør ved stadionområdet og vil komme til at fylde en del, mens de arbejder.
Det skriver Aarhus Kommune på Facebook.
Det betyder, at der frem til den 31. august er spærret for gennemkørsel mellem den sydligste del af Stadion Allé og Marselisborg Grønnevej.
Gående kan stadig passere uden problemer, mens cyklister skal trække forbi arbejdsområdet.
Der er opsat omkørselsskilte, og alternative ruter går bl.a. via Strandvejen, Kongevejen og Havreballe Skovvej.
Så hvis du er på fire hjul, skal du være klar på en omvej – men det hele er for at få opgraderet infrastrukturen under jorden.
