Tricktyv på spil i Aarhus-bydel: Politiet deler signalement
Opdatering: Søndag eftermiddag har politiet anholdt en 46-årig mand på en adresse i Brabrand. Han er sigtet i sagen for flere forskellige forhold af indbrud og forsøg på indbrud og vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus mandag, oplyser Østjyllands Politi.
I går – lørdag 21. december – modtog Østjyllands Politi flere anmeldelser om tricktyveri i Tilst.
Her havde en gerningsmand forøvet flere forhold, hvor han under påskud af at være hjemmehjælper eller fra beboerbestyrelsen forsøgte at skaffe sig adgang til ældreboliger i bydelen.
Østjyllands Politi sendte derfor flere patruljer til stedet for at søge efter gerningsmanden, men det var ikke muligt at finde ham i første omgang.
Politiet efterforsker fortsat sagen med henblik på at identificere gerningsmanden.
Umiddelbart lykkedes det ikke gerningsmanden, at komme fra stedet med koster, da borgerne på stedet handlede snarrådigt og afviste gerningsmanden i døren.
Kommer med klar opfordring
Østjyllands Politi opfordrer til, at man taler med sine ældre familiemedlemmer om, hvordan man forholder sig til uventet personlige henvendelser ved døren, for at mindske risikoen for at blive udsat for lignende forhold.
“Husk – det er altid tilladt at være kritisk over for uventet henvendelser, og man kan f.eks. med fordel sige til pågældende, som henvender sig, at man ønsker at ringe tilbage, hvis der er tale om telefoniske henvendelser.
På samme måde kan man ved personlige henvendelser f.eks. ringe til familiemedlemmer, hvis man har den mindste mistanke til, at der ikke er tale om et legalt forhold,” skriver politiet i døgnrapporten.
Her er signalementet
I forbindelse med forholdene begået den 21. december i Tilst hører Østjyllands Politi gerne fra borgere i området omkring Mosealléen, hvis man har set en mand, som svarer til signalementet.
Politiet har fået følgende signalement af gerningsmanden:
Mand, 30-50 år, 170-175 cm høj, almindelig af kropsbygning, sort hår.
Iført kort mørk jakke, mørke cowboybukser og muligvis blå plastikhandsker og medbragte en rygsæk.
Østjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114, hvis du har nyttig information i sagen.