Trist nyt: Kæmpe skaterpark er lukningstruet
Aarhus-områdets største skatehal er endt i store problemer.
Det betyder samtidig, at en af landets mest succesfulde skateklubber står uden sit naturlige samlingspunkt og derfor går en uhyre usikker fremtid i møde.
Problemerne får nu Omega Skate Klub til at udsende et opråb om hjælp.
I en pressemeddelelse skriver klubben, at der med den nuværende situation er udsigt til, at Omega Skate Klub må lukke.
Årsagen er, at hallen i Søften, som klubben benytter, skal gennemgå en større ombygning på grund af skærpede brandkrav.
Overhængende fare for lukning
Den påkrævede ombygning af hallen koster mere end 2 mio. kroner, og dem har den syv år gamle idrætsklub ikke.
”Det er en række uheldige omstændigheder, der gør, at hallen skal brandsikres for over to millioner kroner, og de penge har vi ganske enkelt ikke.
Derfor er der overhængende risiko for at klubben må lukke,” fastslår formand for Omega Skate Klub, Søren Kellenberger.
Formanden forklarer, at omstændighederne gik op for klubbens bestyrelse i slutningen af 2022 efter en dialog med brandmyndighederne og Favrskov kommune.
Siden har bestyrelsen og de mange frivillige bag skateklubben arbejdet ihærdigt på at finde en løsning på problemet.
Hallen er “helt afgørende”
Samarbejdet med myndighederne har været konstruktivt, men en løsning er ikke umiddelbart forestående.
”Pengene er der ikke. Så derfor har vores plan-B været at lede efter egnede faciliteter i Aarhus og omegn, men det har vist sig ekstraordinært vanskeligt.
En hal er helt afgørende for, at vi kan træne, og med udsigt til, at vi ikke har et sted at være, så risikerer vi, at vi må lukke ned efter et år med stor tilgang af nye medlemmer og en række sportslige højdepunkter med Danmarksmesterskaber og flotte internationale placeringer, ligesom den interesse der er for at køre på løbehjul blandt børn naturligvis også har medført stigende medlemstal hos os,” forklarer formanden for Omega Skate Klub.
Sammen med bestyrelsen for klubben kigger han på mulighederne for at bygge en hal, men et sådant projekt har lange tidsperspektiver.
Er der ikke et naturligt samlingspunkt for udøverne i den mellemliggende periode, så bliver det ifølge skateklubben vanskeligt at fastholde interessen.
Et af Europas største talenter
Blandt Omega Skate Klubs medlemmer finder man 11-årige Bastian Ravn Fjorback, som er et af Europas største talenter til at køre på løbehjul.
Han er en af de 250 medlemmer, der som nykåret nordisk mester bruger ekstremt mange timer på at træne i skateklubben, hvor medlemmerne udfolder sig på alt fra løbehjul til skateboard, rulleskøjter og BMX-cykler.
Sporten handler om at lave avancerede tricks på ramper, men skatesporten er ikke kun for elitekørere som Bastian. De fleste af medlemmerne dyrker sporten som en del af breddeidrætten under DGI.
Klubben er også et samlingspunkt for mange børn, som har svært ved at passe ind i en traditionel fodbold-, håndbold- eller svømmeklub.
Mange af de traditionelle sportsgrene kræver, at man kommer til træning på fastlagte tidspunkter og laver fastlagte aktiviteter.
Det er langt fra alle unge, der trives i det, men i Omega Skate Kub kan de træne og hygge sig med vennerne, når det passer dem, og overskuddet er til det.
Succesfuld kultur kan gå tabt
I skateklubben er der altid en voksen til stede, så det er trygt for de unge at være der. For mange er Omega Skate Klub derfor stedet, hvor man kan kombinere fritidsklub og sport.
Fakta om klubben:
Startet i 2016. Har i dag over 250 medlemmer, der dyrker skatesportsgrene som skateboard, rulleskøjter, løbehjul og BMX. Træner i Omega Skate Park i Søften nær Aarhus. Har succes med såvel breddeidrætten for de helt unge og elitesatsningen med nogle af landets bedste løbehjulskørere.
Kilde: Omega Skate Klub
”Storaarhus har fine udendørsfaciliteter med skateparks flere steder, men der er kun én indendørshal, og det er vores. Derfor risikerer vi at miste en på mange måder succesfuld klub- og idrætskultur.
Vi skal simpelthen have et sted at træne, når det regner og om vinteren,” slår formand Søren Kellenberger fast.
For stortalentet Bastian Ravn Fjorback kan timingen ikke være mere uheldig.
Han har ifølge Omega Skate Klub en lysende karriere foran sig, men den kan ende brat, hvis lyset i Omega Skate Park slukkes for sidste gang i slutningen af marts.
Du finder yderligere information om både skateklubben og hallen her