Trods forbud: Her bliver der Sankt Hans-bål i Aarhus
I går indførte Østjyllands Beredskab afbrændingsforbud i Aarhus Kommune fra den 20. juni klokken 8.00.
Det blev dermed også klart, at der ikke bliver nogen afbrænding af hekse på årets Sankt Hans-bål.
Og dog? Hos Sailing Aarhus afskriver de ikke det knitrende bål helt. Det skriver foreningen på deres Facebook.
Et alternativt bål på vandet
TV2 Østjylland har talt med Jon Koch Hansen, direktør i Sailing Aarhus, og ifølge ham, har foreningen en plan b.
Man har nemlig været kreativ og skabt et “bål”, hvor flammerne bliver LED-lys, knitren kommer ud af højtalerne, og røgen kommer ud af en røgmaskine.
Der kommer altså bål på vandet ved Aarhus Ø – bare ikke med levende ild.
Bålet bliver – ligesom sidste år – sat ud på vandet foran Jette Tikøbs Plads og bliver efter planen tændt, når borgmester Jacob Bundsgaard (S) har holdt båltale.
I 2022 mødte cirka 8.000 mennesker op for at fejre Sankt Hans med livemusik, øl- og madsalg i boderne, båltale, stort bål på vandet og midsommersang ved musiker Jens Krogh.
I år gentages succesen – blot med et lidt anderledes bål til forskel.