Trods klar melding: KFC-restauranter holder åbent

Sent tirsdag aften meddelte KFC, at man ville lukke samtlige danske restauranter, indtil der er fundet en ny franchisetager.
Men i går – onsdag 25. juni – holdt flere af kædens restauranter fortsat åbent.
Det gælder bl.a. KFC i Tilst, skriver DR.
DR har modtaget flere henvendelser om og har også ved selvsyn konstateret, at restauranterne holder åbent trods tirsdagens klare melding.
KFC’s vesteuropæiske kontor oplyser, at det er i klar strid med, at alle aftaler med den danske franchisetager er opsagt.
“Vi undersøger i øjeblikket alle tilgængelige juridiske midler for at håndtere Isken ApS’ fortsatte drift af restauranterne,” skriver kæden i et skriftligt svar til DR.
Systematisk snyd afsløret
Hele virakken kommer, efter DR har afsløret snyd med datomærkningen af kyllinger hos fastfood-kæden.
Afsløringerne har medvirket til, at Fødevarestyrelsen den 2. juni var på kontrolbesøg hos alle Kentucky Fried Chicken’s danske restauranter.
Besøgene førte bl.a. til en sur smiley til KFC i Tilst. I alt blev det til fire sure smileys og syv med “lige munde”.
Læs også: Politianmeldelse og sur smiley: Restaurant i Aarhus lukker på ubestemt tid DR’s oplysninger om systematisk snyd med datomærkningerne kommer fra tidligere ansatte hos KFC i Danmark.
Problemet bliver belyst i Kontant-programmet “KFC’s Kyllingefifleri”, som udkom onsdag på DRTV.