Var klar til Bachelorette: Nu har Troels åbnet pizzeria i Aarhus

35-årige Troels Tørsleff kunne have optrådt på TV-skærmene i de små hjem i denne tid; han var nemlig på nippet til at blive en af de mange bejlere i denne sæson af datingprogrammet Bachelorette, der må siges at være højaktuel netop nu.
I 11. time takkede han alligevel nej til turen til Mexico og gjorde noget nærmest lige så vildt som at date for åben skærm.
Han sagde jobbet som socialpædagog i København op og rejste hjem til Aarhus for at udleve en årelang drøm om eget pizzeria.
“Det føles godt at være kommet hjem til Aarhus. Det er her, jeg hører hjemme,” fortæller Troels, der er vokset op i Højbjerg.
Sprang ud i sin livsdrøm
Forårsvejret svigter, da han tager imod MigogAarhus i Tørsleff Pizzas intime lokaler på Skovvejen 46F på Trøjborg.
Udenfor regner det og er koldt, men Troels står og folder pizzabakker med en gejst, man kun kan mønstre, når man er sprunget ud i en livsdrøm efter mange års tilløb.

“Jeg er egentlig et meget privat menneske, og det med eksponering på TV er da lidt angstprovokerende, men der kan helt sikkert ligge noget læring i at udfordre sig selv,” siger han om sin mulige deltagelse i TV-formatet.
”Der ville også klart have været en marketingbagtanke for mig i min medvirken. Når man gerne vil ud med et produkt, er den slags jo god reklame,” erkender Troels.
Han valgte altså iværksætterdrømmen, og efter længe at have været på udgik efter egnede lokaler sprang han til, da Skovvejen 46F blev ledig.
Og herfra gik det tjept.
1. april tog han til Aarhus uden at have et sted at bo – en kammerats sofa har været hans midlertidige hjem indtil videre – og 1. maj blev de første Tørsleff-pizzaer langet over disken til et åbningsarrangement med stort og flot fremmøde.
Grus i maskineriet
Der var dog lidt grus i opstartsmaskineriet, da en oldgammel meniskskade pludselig sprang op i dagene omkring åbningen.
Troels’ knæ hævede voldsomt op, og han måtte sygemelde sig efter få dage.
“Jeg var først lidt bange for, hvilke signaler det sendte at måtte sygemelde sig så hurtigt. Folk har dog været virkelig forstående,” siger Troels, der har brugt Tørsleff Pizzas Facebookside til at kommunikere til kunderne omkring den uheldige situation.

Troels Tørsleff har altid haft en passion for madlavning, og siden han var lille har han hjulpet til i sin mors køkken – og haft en særlig kærlighed til pizza.
Under coronapandemien udviklede pizzapassionen sig ekstra meget, og Troels begyndte at eksperimentere med forskellige gæringsprocesser til sin pizzadej.
Hovedpersonen i Tørsleff Pizza er derfor en helt særlig dej, fremstillet efter den såkaldte BIGA-metode. Kort skitseret er det en dej, der har fermenteret i 72 timer, så tekstur og smag kommer helt i top.
Intet er overladt til tilfældighederne
Trøjborg har indtil videre taget imod Troels med åbne arme. Folk er venlige og nysgerrige, og en stamkundebase er langsomt under opbygning.
Knæet er i bedring, og pizzasalget er støt stigende.
”Folk er simpelthen så søde. De kigger ind og hører til, hvordan det går med mit knæ, med butikken, med det hele,” siger Troels og fremhæver bygningens pedel, der har for vane at linde på døren ind til Troels, hver gang han går forbi for at komme med en kæk og opmuntrende bemærkning, inden han går videre.

Ikke mange ting er overladt til tilfældighederne i Troels’ pizzabagning.
Tomaterne moser han for eksempel selv nænsomt ved håndkraft for ikke at ødelægge teksturen og skabe unødig bitterhed i smagen, hvis kernerne knuses i den proces.
”Man lærer på den hårde måde, hvordan man gør det forsigtigt, ellers ligner køkkenet hurtigt et gerningssted,” griner Troels og forklarer det store dilemma i at vælge sort frem for hvidt tøj.

Sort trøje afslører melet, hvid trøje afslører alt andet gratværk.
”Min plan om at stå og lave pizza i skjorte har jeg i hvert fald for længst lagt på hylden. Det er alt for upraktisk.”
Se en video fra pizzeriaet her:
Priserne hos Tørsleff Pizza er ifølge Troels holdt på et niveau, så alle kan være med – alle pizzaer koster 110 kroner, og topping koster ikke ekstra.
”Jeg har altid været træt af, når man skal betale ekstra for ketchup eller dressing. Priserne skal være til at gennemskue.”
Hjem til Aarhus
Hvis Tørsleff-navnet i øvrigt virker bekendt, er det ikke helt forkert. Troels er nemlig tipoldebarn til Valdemar Tørsleff, der blandt andet er kendt for sit vanljesukker med den ikoniske label.
Det er ikke en sammenhæng, Troels Tørsleff har så meget fokus på, men Tørsleffs-vaniljeplakaten er kommet i glas og ramme på væggen på opfordring af en ældre kvinde fra Klintegaarden.

Springet fra jobbet som socialpædagog er han ikke bange for at fortryde. Den menneskelige kontakt, som han holdt meget af i sit gamle job, er der stadig.
Læs også: 20% på alle pizzaer: Nyt tradionelt italiensk spisested åbner i Aarhus 1. juni får Troels nøglerne til sin lejlighed, og så er hjemkomsten til Aarhus komplet.
Troels Tørsleff afviser ikke en mulig deltagelse i næste sæson af Bachelorette, men:
”Jeg håber da at have fundet kærligheden inden da,” slutter han.