Kan en øl få dig til at tale politik: Tuborg lancerer særlig flaske

Er du rød eller blå?
Det intetsigende politiske spørgsmål, der ofte forstærkes af mediernes blokinddelte ekspertanalyser får nu en helt ny nuance; grøn.
Bogstavelig talt.
Kælenavnet for Danmarks mest solgte øl skal nemlig være med til at få flere unge til at tale om politik – men kan øl virkelig det?
Det spørgsmål ligger bag et nyt initiativ fra Tuborg, der i valgåret lancerer en særlig version af den klassiske Grøn Tuborg med politiske spørgsmål på flasken.
Målet er at få flere unge til at tage snakken om samfundet – også der hvor samtalen normalt er mere uformel.
Politik direkte på flasken
Den nye version, kaldet Tuborgen, er en almindelig Grøn Tuborg, hvor flasken er forsynet med spørgsmål, der skal inspirere til samtale. Det kan være spørgsmål som om store byer skal have lavere huslejer, om tandlægen skal betales over skatten, eller om der bør være en aldersgrænse på sociale medier.
Baggrunden er en analyse blandt unge danskere udført af Ipsos for Tuborg, som viser, at hver tredje unge ikke føler sig klædt på til at tale om politik.
“Der kommer valg i år, og derfor vil vi gerne være med til at styrke unges demokratiske selvtillid. Hver tredje unge i Danmark føler sig ikke klædt på til at diskutere politik, men en del af det, de taler med hinanden om, er faktisk politiske spørgsmål.
Vi vil gerne vise dem, at de er bedre forberedt, end de tror, og inspirere til at bringe deres holdninger i spil på en uformel måde,” siger Peter Haahr Nielsen, administrerende direktør i Carlsberg Danmark, i en pressemeddelelse.
Udviklet af studerende
Idéen kommer fra fem studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, som i et studieprojekt arbejdede med at styrke unges følelse af at have en stemme i demokratiet.
“Mange unge vil gerne forstå politik, men føler ikke altid, at det er så relaterbart. Derfor ville vi finde en kreativ måde at vise, at de allerede tænker over og taler om politiske spørgsmål, bare uden at kalde det politik,” siger Iben Dalen, DMJX-studerende.
“Unge mødes i forvejen over en øl i fredagsbaren, i byen eller rundt om bordet med vennerne. Ved at sætte spørgsmål på øllen gør vi det let at få øje på, at politik handler om ting, de allerede taler om.
Her kan et enkelt spørgsmål være nok til at åbne for nye perspektiver eller få vendt noget, man ellers ikke havde tænkt over. Vi tror, det styrker selvtilliden at dele sin mening med andre – og opdage, at andre er nysgerrige på, hvad man mener,” fortsætter Mikkel Skotte, DMJX-studerende.
Projektet er udviklet i samarbejde med den partineutrale demokratiske ungdomsorganisation SAGA.
Spørgsmål baseret på unges mærkesager
Spørgsmålene på flaskerne tager udgangspunkt i temaer, som unge ifølge undersøgelsen er optagede af, blandt andet sundhed, uddannelse, kriminalitet, skat og økonomi.
“Spørgsmålene på Tuborgen afspejler det, der optager mange unge, og skal åbne nysgerrige samtaler og give plads til uenighed uden at polarisere debatten.
Det handler ikke om at vælge politisk ståsted, men om at skabe et rum, hvor unge faktisk mødes, lytter og bliver klogere på hinanden, og hvor deres egne mærkesager kan få plads,” siger Naima Yasin, sekretariatsleder i den partineutrale demokratiske ungdomsorganisation SAGA.
Flere millioner flasker begynder fra i dag at ramme barer og butikker i hele landet.
Når politik flytter ind i hverdagen
Initiativet peger på en tendens, hvor politiske samtaler i stigende grad flytter ud af de klassiske rammer og ind i hverdagsfællesskaber.
Tanken er ikke at påvirke holdninger, men at gøre det lettere at tage hul på samtaler, som mange ellers kan være tilbageholdende med.
Om det faktisk får flere til at tale politik, vil tiden vise, men ambitionen er at gøre samtalen mere tilgængelig og mindre formel.
Læs også: Spis for 299 kroner: Aarhus Eat Out er skudt i gang