Tusmørke og monstre: Halloween funkler i Friheden
Gys og grin i Tivoli Friheden, hvor en ny, vild forlystelse er på vej.
Den får på alle stemnings-tangenter i Tivoli Friheden, som går ind i efterårsferiens sidste åbne weekend med masser af Halloween-uhygge.
Og vejrudsigten har ikke formået at ødelægge hverken den gode stemning eller det gode humør hos salgs- og marketingchef Morten Palm Andersen:
“Sidste år var vejret jo helt fantastisk, og vi havde næsten 60.000 gæster. Helt så højt når vi ikke i år, men alt andet lige er vi meget tilfredse med besøgstallet. Vi var heldige med vejret på åbningsdagen i lørdags, og vi har vel et sted mellem 5.000 og 6.000 gæster om dagen. Det er flot,” siger han.
Pyt med regn
Der er da også masser af glade gæster og kø flere steder på en torsdag aften, imens tunge skyer truer, og blæsten sætter ind – dog ikke mere, end at de vindfølsomme forlystelser som Sky Tower, Pariserhjulet og Hjertekig stadig er åbne.
I år er åbningstiden udvidet til kl. 21 – på søndag dog kun til kl. 18 – og det giver plads til et ekstra ryk-ind; den stille og rolige tilstrømning ved middagstid, et nyt ryk-ind ud på eftermiddagen, og endnu en bølge af par og ferieramte børnefamilier først på aftenen.
Fuld skrue på effekterne
Her får den fuld skrue på alle effekter med statister klædt ud som monstre, spøgelseshuse, røg og damp og et væld af farverig oplysning i tusmørket.
Marketingchefen er især glad for Det Makabre Madhus, et spøgelseshus bygget specielt til lejligheden, og for Delusions Fabrikken – til daglig kendt som det skøre hus Illusions Fabrikken, der skifter karakter til den uhyggelige side efter kl. 18.
Udsigt og sug i maven
Også parkens nyeste attraktion, det 65 meter høje tårn “Hjertekig”, er oplyst i aftenmørket og tiltrækker masser af nysgerrige gæster, der får en imponerende udsigt over Aarhus og et sug i maven, når de sendes mod jorden med 80 km/t.
Har du lagt mærke til springvandet?
Og så er der den nye, store og oplyste springvands-installation, hvor vandet i denne uge danser i en koreografi, der passer til popkongen Michael Jacksons hit “Thriller” fra 1982.
Se videoklip af “Thriller”-springvandet her:
“Tivoli Friheden stod måske lidt stille i sin udvikling i nogle år. Nu har vi sat gang i udviklingen, blandt andet med Halloween, hvor vi lægger en oplevelse oven i oplevelsen,” siger Morten Palm Andersen, som ikke får ret meget efterårsferie:
Klar til julelys
Søndag aften begynder oprydningen efter Halloween, og så står den på forberedelser til årets næste særarrangement; det store julemarked, som åbner allerede den 16. november.
“Stort set alle forlystelser kører igen under ‘Jul i Friheden’. Enkelte af dem vil være lukket, hvis det bliver frostvejr, for eksempel springvandet. Men det meste er åbent, når vi tænder julelysene,” siger han.
Ny attraktion på vej
Tivoli Friheden har løftet lidt af sløret for en ny, vild forlystelse, som er på vej. Morten Palm Andersen er endnu ikke parat til at afsløre detaljerne, men siger dog:
“Det er ‘Pegasus’ (en 18 meter høj forlystelse, der løfter, drejer og snurrer gæsterne rundt i 360 grader, red.), som vi udskifter med en ny forlystelse. Den bliver opstillet ved siden af ‘Hjertekig’, og dermed får vi to nye, spændende attraktioner i dét område. Men vi er ikke helt klar til at fortælle detaljer om G-påvirkning og den præcise udformning endnu,” siger han med et forventningsfuldt smil.