Nyhed: TV-serien Badehotellet får sin egen kogebog
Nu bliver det muligt at gå på opdagelse i fru Andersens køkken og dele bordets glæder med grosserer Madsen, skuespiller Weyse, fabrikant Frigh, fru Fjeldsø og alle de andre kære stamgæster på det lille badehotel i årene 1928-33.
Bogen indeholder 55 indbydende opskrifter fra datidens kogebøger samlet og tilrettelagt af madhistoriker Bettina Buhl. Herudover masser af fortællinger fra det gamle køkken, samt historier bag om kameraet om, hvordan det har været som skuespiller at lave mad for seere i hele Danmark. Alle retter har været vist i et af seriens foreløbigt 33 afsnit, og bogen er udelukkende illustreret med billeder fra serien eller produktionen af denne.
”Stig Thorsboe og jeg vidste fra starten af vores arbejde med ”Badehotellet” til TV2, at maden skulle have en fremtrædende plads. Ambitionen har været at genopdage tidens køkken, så både de retter, der bliver tilberedt i serien, som måden køkkenpigerne gør det på, virker troværdige.”, siger den ene halvdel af seriens forfatterpar, Hanna Lundblad.
Bogen giver et indblik i mellemkrigstidens danske madkultur, som den er præsenteret i de gamle kogebøger, og læseren får mulighed for at finde inspiration til nye retter i datidens mangfoldige madkultur. Alle opskrifterne er ført up to date så de er nemme at tilberede.
“Ranke ryggen og være stolte af vores kulinariske rødder”
”Vi har netop gennemlevet en epoke på 50 år, hvor vi med begejstring har nydt, at vi kan få ingredienser til fødevarer fra hele kloden. Nu er tiden moden til at relancere det klassiske danske køkken, ranke ryggen og være stolte af vores kulinariske rødder”, siger madhistoriker Bettina Buhl og fortsætter: ”Gennem opskrifterne bliver læseren sendt på en rejse tilbage til en tid, hvor man brugte andre tilberedningsformer og andre typer af ingredienser, end tilfældet er i dag. Bogen indeholder foruden kulturhistoriske fortællinger også en række ”Vink til husmoderen” – pragtfulde, sjove og tankevækkende formaninger fra tidens kogebøger. De vidner om en tid, hvor ansvaret for husholdningen var afgørende for familiens eksistens. Samtidig er de en liste af ”tips og tricks”, som kan sætte kulør på enhver køkkentjans”.
”Det har været utrolig sjovt at dykke ned i de gamle danske kogekoners verden og opleve, hvordan deres visdom og bæredygtighed taler direkte ind i vores egen tid. Om det så handler om brug af lokale råvarer, anvendelse af levninger, fornuftig husholdsøkonomi, mange grøntsager eller kreative løsninger, så alle dele af fugl eller fisk eller firbenede dyr kommer i brug.”, siger Hanna Lundblad.
”På Badehotellets Facebook side har vi erfaret, at der rundt om i landet er opstået madklubber, som laver Badehotellets menuer og spiser sammen, før man ser serien. Ofte er vi blevet spurgt, om vi ikke kunne lægge flere opskrifter ud. Det er en stor glæde for os at kunne gøre nu.”, siger seriens producent Michael Bille Frandsen.
Kogebogen udgives på Badehotellets Forlag, som er etableret af hovedkræfterne bag serien.
Bettina Buhl er madhistoriker, cand.mag. i historie og kommunikation, museumsinspektør og arbejder dagligt med forskning og formidling af dansk madhistorie i MADENS HUS på Det Grønne Museum. Forfatter til talrige artikler og til bøger. Bettina bidrager som madhistorisk konsulent på mange projekter og til tv- og radioprogrammer omhandlende mad. Hun er idémager og kreativ udvikler til flere madhistoriske udstillinger og events og er desuden en ivrig foredragsholder. I forbindelse med tv-serien Badehotellet bidrager Bettina med køkkenhistorisk viden og ideer til menuer, tilberedninger og opdækninger.