Hagl og torden: TV 2 varsler skybrud i Aarhus
Årets første skybrud rammer Jylland i eftermiddag.
Det viser prognoser ifølge TV 2 Vejret.
Vurderingen lyder, at risikoen for skybrud er allerstørst i den centrale og østlige del af Jylland samt på Vestfyn.
TV 2 Vejret har derfor netop udsendt et varsel for skybrud og torden, der bl.a. gælder Aarhus og omegn mandag fra kl. 13 til 22.
For at der er tale om et skybrud, skal der falde minimum 15 millimeter regn på 30 minutter. De store regnmængder kan betyde oversvømmelser i de områder, de rammer.
Op til 25 mm på en halv time
Også DMI har været ude at varsle skybrud i store dele af landet mandag – herunder Aarhus og omegn.
Det er en såkaldt “eksplosiv atmosfære”, der i disse dage bevæger sig over det danske land, og det kan blot være et spørgsmål om tid, før det eskalerer.
“Bygedannelsesprocessen (…) ligger og venter på, at en bestemt temperatur opnås.
Derfor har vi fortsat et varsel ude om skybrud for en større del af Jylland, gældende fra mandag eftermiddag,” lyder det i kommentaren fra Jesper Eriksen.
I Aarhus gælder DMI’s varsel mandag fra kl. 13 til 18. Konkret lyder varslet på, at der forventes tordenbyger og lokale skybrud med 15-25 mm regn på 30 minutter.
Foruden regn og torden kan bygerne også være ledsaget af hagl.