Efter ærgerligt besøg: Aarhus-bager er genåbnet
Opdatering: Både bager og delikatesseafdeling er genåbnet fredag, oplyser Kvickly i Bruuns Galleri til MigogAarhus. Supermarkedet valgte udelukkende at lukke bageren for en sikkerheds skyld. Rotten har ikke været inde hos bageren, men har blot løbet på en af gangene i Bruuns Galleri.
Det var i en periode i går – torsdag d. 29. juni – ikke muligt at købe hverken bagværk eller frokost to go hos Kvicklys bager og delikatesseafdeling i Bruuns Galleri.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Der havde nemlig været en ubuden gæst på besøg i Bruuns Galleri.
“Der blev set en rotte i en af gangene i centret. Den er nu indfanget af en rottehund og fjernet.
Når sådan noget sker, er der en helt bestemt procedure, der træder i kraft. Og den er 100 procent blevet fulgt i dette tilfælde” siger Bruuns Galleris centerchef, Claus Brændgaard, til avisen.
Kvickly i Bruuns Galleri oplyser, at man lukkede bager og delikatesseafdeling i tre timer, fordi rotten var blevet set på centerets gange, og det var uklart, hvor den var løbet hen.
Derfor valgte man at lukke ned for en sikkerhed skyld.
Et skadedyrsfirma har siden konstateret, at rotten aldrig har været hos bageren.
Skadedyret blev fanget og dræbt et andet sted i centeret.
Derfor er det nu igen muligt at købe bagværk og delikatessevarer ved Kvickly i Bruuns Galleri.