Nyt udspil: Der skal være gratis vand på restauranter
På Alternativets landsmøde i dag, lørdag, har partiet netop præsenteret et såkaldt nyt vandudspil til hele 43 milliarder kroner.
Det skriver Ritzau ifølge TV2.
“Det har vi, fordi vand er en forudsætning for alt liv på Jorden. Vandet er i et evigt kredsløb med os.
Vi låner det af fortiden, og vi giver det videre til fremtiden,” fortæller politisk leder Franciska Rosenkilde.
Gratis postevand til alle
Et af tiltagene i udspillet er, at der skal være gratis postevand på alle restauranter.
Desuden vil Alternativet opsætte 20.000 drikkevandsfontæner rundt i landet med gratis vand i byrum, skoler og institutioner.
Vandudspillet indeholder også 200 marine naturnationalparker. De skal fylde én million hektar.
I parkerne, der er inspireret af naturnationalparkerne på land, må der eksempelvis ikke “fiskes med bundslæbende redskaber, udvindes råstoffer eller foretages klapning”.
Hele udspillet fra Alternativet vil ifølge partiet give CO2-reduktioner for mellem 15 og 27 millioner ton om året, hvilket betyder, at Danmark vil nå klimamålet i 2030.
En stor del af CO2-reduktionerne kommer fra et ønsket forbud mod bundtrawl i danske farvande.
De 43 milliarder kroner skal findes ved at udstede grønne statsobligationer samt en engangsskat på såkaldte overnormale profitter.