Ugens koncerter på Atlas og VoxHall
Den står på sublim sangskrivning, festlig rock/reggae og morgendagens stjerner på Atlas og VoxHall i uge 37.
Katinka
Dato: 15.09.16
Tidspunkt: 20/21 (døre/koncert)
Sted: Atlas
Genre: Sanger/sangskrivning
Efter at have væltet Spot Festival og meldt om bragende udsolgt på Loppen i København føjer Katinka nu ekstra koncerter til kalenderen i efteråret.
- ”Et slag i nyrerne, der kan mærkes. Det kan alle Katinkas gråzonefortællinger, der bekræfter, hvad debuten antydede: Danmark har fået en markant og særegen sanger, der ikke er bleg for at bruge sig selv op for at give forbudt og forslået kærlighed stemme.” (Anmeldelse af “Lufthuller”, Simon Lund, Politiken, fem hjerter)
- ”Hårrejsende poetisk og øm, men med skarpe kanter.” (Anmeldelse af “Lufthuller”, Marie Ulrich Østergaard, Soundvenue, fem stjerner)
- ”Katinka Bjerregaards stemme var direkte dragende i det eksperimenterende lydunivers, som både vuggede og ruskede i publikum.” (Liveanmeldelse SPOT Festival, Mette Meyer Christensen, Gaffa, fem stjerner)
Det danske band Katinka udgav deres anden EP “Lufthuller” i maj i år og har fået både anmeldere og lyttere til at stoppe op, holde vejret og lytte. Kombinationen af det spyttende og samtidig skrøbelige tekstunivers, Katinka Bjerregaards inderlige og hæse vokal og produktionernes miks af ukuleler og synthflader har tilsyneladende ramt en naturlig refleks og sparket Katinka ud på en støt opadgående kurve siden debuten “I Røntgen” fra 2014.
I 2015 vandt Katinka KarriereKanonen på P3. Siden har de spillet til Kronprinsparrets prisuddeling, P6 Beat Rocker Koncerthuset og på Spot Festival. Til sommer er bandet på plakaten til blandt andet Roskilde Festival og Smukfest.
Blunt
Dato: 16.09.16
Tidspunkt: 20/21 (døre/koncert)
Sted: Atlas
Genre: Reggae og hård rock
Blunt rammer Atlas og agter at gentage succesen fra sidste år, hvor der var fuldt hus. Blunt frigav pladen “Sugar Daddy” på Atlas i august 2015. Det var en episk hjemmebane-fest, der kunne mærkes i hele kroppen dagen efter. Nu kommer festen igen til Atlas, hvor Blunt sammen med musikalske venner vil lave en turné-afslutnings-fest-koncert, som bliver endnu vildere end sidste gang. Så er cirklen både begyndt og sluttet i gode venners lag i 8000 C.
Bandet har været en definerende faktor på den aarhusianske live-scene i mere end et årti. De præsenterer en sprudlende blanding af rock ‘n’ roll og reggae, som leveres med musikalsk charme og stor energi. Blunt er et af Danmarks største undergrundsbands og har gennem deres 15 år på spillesteder og festivalscener skabt fest overalt i landet.
Oppenheimer
Dato: 17.09.16
Tidspunkt: 19/20 (døre/koncert)
Sted: VoxHall
Genre: Blandet
Oppenheimer er en showcasefestival, som præsenterer fire nye danske artister udvalgt af en lyttejury bestående af etablerede branchefolk. Er du til det nyeste nye, og er du interesseret i morgendagens musik, så er Oppenheimer et must!
Aftenens program består af de fire nye talenter og en etableret “special guest”, De Underjordiske, der slutter aftenen af. I år er de fire udvalgte:
DIET
DIET er inspireret af en blanding af 80’ernes postpunk/new-wave og 90’ernes alternative rock og er et nyt band med omkring et år på bagen. Medlemmerne har dog spillet mange år hver for sig i bands som Slaughter Beach, Virgin Suicide og Kissaway Trail. Den erfaring kan høres i deres stærke sange, og vi har store forventninger til fremtiden for dette band!
Aksglæde
Aksglæde blev i 2015 kendt for sangen “Lille Taarbæktøs”, der af P6 BEAT blev udnævnt som en af de bedste upcoming-sange i 2015. Aksglædes musik handler om ungdom og store følelser og er inspireret af navne som Nikolaj Nørlund, C.V. Jørgensen, Tame Impala og Mac DeMarco.
Johann
Med sin mangeårige musikalske erfaring både som bandmedlem og solist har Johann udviklet en sikker lyd og en mærkbar ro på scenen. Johann debuterede som soloartist i 2014, og hans nyeste single “Believer” spilles netop nu på P4. Desuden er nummeret blevet rost for at demonstrere Johanns evne til at kombinere dybsindige tekster med uptempo-beats.
SAINT BEST
Med inspiration fra nu-disco og newwave er SAINT BEST skabt med et ønske om at lave dansabel electro-pop med masser af synth og falset omkranset af drevne percussion-beats. Vi har store forventninger til SAINT BEST, og vi regner med, at SAINT BEST virkelig sikrer årets fest til Oppenheimer 2016.
Special guest: De Underjordiske
De Underjordiske er oplevelsen af en tidløs naturkraft konverteret til musik. Lyden er organisk, åndende i spændingsfeltet mellem det storladne, det repetitive og det fængende. Lyrikken er dansk, og dens præmis er romantisk. Bandet er vokset frem af det umiddelbare, og det definerer dem både live og på plade. De guitarbårne klangflader favner alt fra store armbevægelser til fin gestik, mens de tager lytteren med med på en rejse, der begynder dybt i grundfjeldet og slutter på toppen af sjæleeufori. Det er jordnært, kunstfærdigt og gribende frigørende.