Ugens koncerter på Atlas & VoxHall i uge 9

Denne uges koncerter på Atlas & VoxHall står på indiepop, soul/R&B, elektronisk musik og sanger/sangskrivning.
Ten Fé
Dato: 27.02.17
Tidspunkt: 19/20 (døre/koncert)
Sted: Atlas
Genre: Indiepop
Link til arrangement:
Engelske Ten Fé spiller americana-inspireret indiepop med skønne vokalharmonier på toppen og benytter sig ofte af elektroniske virkemidler. Ten Fé udgøres af Ben Moorhouse og Leo Duncan, der begge bidrager med såvel stemmer som sangskrivning, og bandet udgiver i starten af 2017 deres debutalbum, “Hit The Light”, der er produceret af Ewan Pearson (Jagwar Ma, M83, The Rapture). Da Moorhouse og Duncan fandt sammen om Ten Fé, var de blevet trætte af i andre bands at skulle forfølge et bestemt musikalsk og stilmæssigt udtryk, og derfor har det fra starten af deres eget projekt været helt centralt ikke at skulle begrænse eller tilpasse sig – det har sikret duoen et alsidigt og omfavnende udtryk, som det allerede har kunnet høres på de første par singler.
Duoens uforudsigelige liveshows
Singler, der sammen med duoens uforudsigelige liveshows er blevet rost til skyerne i alskens musikmedier – blandt mange andre NME og Noisey. Inden alt det spillede Moorhouse og Duncan på gader og stræder i London, hvor de fortolkede tidlig rock ‘n’ roll og Beatles – deres eget, nyere materiale er snarere inspireret af selverklærede helte som The Cure, U2, Bruce Springsteen og The Rolling Stones. Når Ten Fé denne aften rammer Atlas bliver det med et line-up, der også tæller bassisten Rob Shipley, keyboard-spilleren Johnny Drain og trommeslageren Alex Hammond.
The Excitements
Dato: 02.03.17
Tidspunkt: 20/21 (døre/koncert)
Sted: Atlas
Genre: Soul/R&B
Link til arrangement:
Af alle de mange bands, som er blomstret op som en del af den soul/R&B-revival-bølge, der har fundet sted i de sidste efterhånden mange år, er det få, der besidder samme energi og autentiske udtryk som The Excitements – såvel på plade som på scenen er gruppen noget ganske særligt. Og som helt naturlige arvinger til æraen med de temperamentsfulde udladninger og de dybe soul-ballader har bandet sendt en imponerende stak singler og album på gaden, lige som man har draget ud på lange turnéer med mange koncerter over hele Europa – vel at mærke med et helt unikt drive og tight udtryk.
En blanding af vildt og langsomt tempo
Gruppen er ikke længere forbeholdt kendere, og det er der ikke noget at sige til, for bandet genskaber ikke bare fortiden – The Excitements er den ægte vare. Gruppen er en hurtig og sveddryppende R&B-maskine, men den mestrer også soul-ballader, og ensemblets energiske koncerter byder på en blanding af vildt tempo og langsomme, kuldegysende passager.
Stor fanskare
Siden 2010 har bandet opbygget en stor fanskare med deres old school cocktail af R&B og soul, og publikum har over årene kigget målløse til, mens de har spurgt sig selv, hvordan et band fra Barcelona i Spanien på den måde har kunnet videreføre den voldsomme arv fra legender som Wilson Pickett, Etta James og Ike & Tina Turner – eller egentlig bare hvem som helst af de mange store navne, der i halvtredserne og tresserne kom ud af Memphis, Detroit og New Orleans.
Utallige koncerter
The Excitements har spillet på utallige festivaler og spillesteder, store som små, og er gået rent ind, hvad end de har spillet i intime huler eller under åben himmel. Gruppen blev dannet af sangerinden Koko-Jean Davis, rytmeguitaristen Adrià Gual og bassisten Daniel Segura, men udgøres nu om dage også af leadguitaristen Albert Greenlight og trommeslageren Jose Luis Garrido samt saxofonisterne Nico Rodríguez Jauregui (baryton) og Jordi Blanch (tenor).
Product Tour feat. 18+, Oklou, Pictureplane, Sega Bodega & Coucou Chloe
Dato: 04.03.17
Tidspunkt: 20/21 (døre/koncert)
Sted: VoxHall
Genre: Elektronisk
Link til arrangement:
Product Tour byder på rå og eksperimenterende popmusik, smuk og dyster post-club-musik, en blanding af alternativ rave og darkwave samt uregerlig og dekonstruktiv club-musik.
18+
Siden sløret blev løftet for deres identiteter har Berlin/Honolulu-duoen 18+ udgivet to album og et mixtape med højst usædvanlig popmusik. De har skabt en idiosynkratisk lyd, der er rå og eksperimenterende og ladet med sex. Justin og Samia startede som et mystisk internet-act, der skilte sig ud med fascinerende videoer og sange, som reflekterede over vores digitale tidsalder. På deres seneste album, “Collect”, beviste 18+, at de stadig er et af de få pop-acts, der formår at indfange øjeblikkets tidsånd og reflektere over selv samme med en moderne æstetik.
Oklou
Som du måske har bemærket, spiller Frankrig en vigtig rolle i dagens musikalske undergrund. Sammen med Lauren Auder, Malibu og M-O-R-S-E er Oklou helt klart et af de mest lysende talenter. Med Red Bull Music Academy og Benji B i ryggen står hun helt åbenlyst på tærsklen til et gennembrud. Siden udgivelsen af “Avril EP” har den parisiske kunstner blot forfinet sin kunst. Inspireret af navne som Arca og Burial rammer hendes post-club-numre en dyster, men også smuk balance mellem noget drømmende, surrealistisk og overjordisk og det velkendte helle, der kaldes dansegulvet. Oklou bidrog til Staycores seneste opsamling, hvilket gør yderligere anbefalinger overflødige.
Pictureplane
Sammenlignet med de andre Product Tour-navne er Pictureplane en sand veteran. Travis Egedy skabte sig oprindeligt et navn som en producer med en særlig punk-æstetik, der ofte er blevet sammenlignet med Health og Crystal Castles. Siden forfinede han sin lyd, så den blev en mere internet-venlig kollage af pop, elektronisk musik og nævnte punk-attitude – en kollage, der er lige så excentrisk, som den er kontroversiel; ekstremt cool og det modsatte på samme tid. En sjov detalje: Nummeret “This Goth Star” var det første, der fik prædikatet witch house, men Pictureplanes alternative rave-musik er generelt mere at betragte som darkwave.
Sega Bodega & Coucou Chloe (Y1640)
Y1640 er Sega Bodega og Coucou Chloes fælles projekt. Bodega er en producer fra Glasgow, der er vært på et månedligt NTS-show, og som har udgivet en EP via Slugabeds pladeselskab Activia Benz. Chloe er en sanger og producer fra London/Nice, der for nylig fik en pladekontrakt med Creamcake, der således udgiver hendes debutalbum. Sammen skaber de club-orienterede sange, der besidder samme dekonstruktive tilgang til stoffet, som vi kender fra flere af tidens øvrige spændende producere. Intet under at de allerede har samarbejdet med Planet Mu’s uregerlige russisk/ukrainske duo Wwwings.
Fundamentet 3 år
Dato: 05.03.17
Tidspunkt: 18/18.30 (døre/koncert)
Sted: Atlas
Genre: Sanger/sangskrivning
Link til arrangement:
Fundamentet, byens organisation for sårbare og udsatte borgere, fejrer 3 års fødselsdag på Atlas. I 2014 levede Steffen Rasmussen som hjemløs i seks måneder for at komme tættere på livet som udsat borger. Det resulterede i åbningen af organisationen Fundamentet, som ønsker at nytænke og udvikle de sociale indsatser med henblik på at hjælpe byens sårbare og udsatte borgere bedst muligt.
Støttende forløb
I dag rummer Fundamentet cirka 90 frivillige, 12 ansatte og 200 borgere i støttende forløb. Fundamentet tilbyder terapi, rådgivning, bisiddere, massage, ergoterapi, fysioterapi, koordinering af eksempelvis misbrugsbehandling, hjemløseindsatser, uddannelse, praktikpladser med mere og tilbyder desuden madklubber, gratis træning, omsorg, hyggestue, gaming, ugentlige ture og meget mere. Alt sammen gratis.
Støtte byens borgere
Til at fejre fødselsdagen har vi fået støtte fra Bryan Rice, Kris Herman, Sémmane (tidligere MGP-Vinder Sidsel Ben Semmane), Kristine Hoelgaard og Anna Bell. Entreen bestemmer man helt selv, så alle har mulighed for at deltage. Alle donationer i entréen går ubeskåret til at støtte byens borgere. Der vil være kage og sandwich, Atlas åbner baren, og så sørger vi for levende lys, lyskæder og masser af hygge. Og måske en lille tale.