Uhyggeligt lækkert: Her kan du få Halloween-godter i Aarhus

Den uhyggelige højtid Halloween er over os, og det har fået mange af byens bagere og caféer til at udvikle fine, uhyggelige lækkerier, vi kan mæske os i.
Du kan prøve alt fra spøgelsesflødeboller til edderkoppebefængte donuts.

Flagermus og spøgelser hos Lagkagehuset
Hos Lagkagehuset er der i anledning af Halloween sluppet både flagermus og spøgelser løs. Her kan du mæske dig i de uhyggelige spøgelsesflødeboller med stirrende øjne af mørk chokolade.
Du kan også prøve ‘bagerens onde øje’ som er en gulerodsmuffin med ostecreme og soppet med et øje af hvid chokolade.
Endelig kan du prøve den uhyggelige flagermus, som er en chokolademuffin pyntet med chokoladecreme, chokoladevinger og små uhyggelige øjne.
Hvor: Lagkagehuset, M.P. Bruunsgade 34, Langenæs Allé 14, Thorvaldsensgade 26A, Nordre Strandvej 45 C, st. (Risskov), Grenaavej 275 (Risskov) og Rosenvangs Allé 187 (Højbjerg).

Schweizerbageriet
Også hos Schweizerbageriet er der uhyggeligt lækkerier på menuen – og de giver den samtidig gas med oppyntning i butikken.
Her kan du blandt andet købe en fin Halloween-skærekage eller prøve de blodrøde muffins med flydende midte.
Hvor: Schweizerbageriet, M.P. Bruuns Gade 56.

Uhyggeligt flotte jordbær hos Berrydreams
Hos dessertuniverset Berrydreams på Vestergade er de klar med virkelig flotte, overtrukne jordbær med Halloween-tema.
Køb en fin æske med lækre jordbær overtrukket med chokolade og pyntent med alverdens Halloween-farver og -motiver.
Halloween-æsken fås i forskellige størrelser og prisklasser og skal bestilles på forhånd.
Hvor: Berrydreams, Vestergade 8.

Seje donuts hos DoDonuts
Skal der være fest, så lad der være fest. Hos Donutshoppen DoDonuts kan du mæske dig i lækre, farverige donuts med forskelligt Halloween-pynt.
Du kan blandt andet prøve varianten med en kæmpe edderkop, et uhyggeligt øje eller det seje spøgelse.
De uhyggelige Halloween-donuts er først i sortiment fra på mandag den 18. oktober. Der vil også være enkelte veganske donuts med Halloween-pynt.
Hvor: DoDonuts, Nørre Allé 35.

Blødende trøfler hos Zig’is Dessertcafé
Hos Zig’is Dessertcafé i Åbyhøj er man klar med en vaskeægte Halloween-trøffel.
Den består af deres klassiske (virkelig gode!) trøffel, som har fået en midte af blod. Psst… Det er bare jordbærsyltetøj.
Trøflen er overtrukket med Callebaut-appelsinchokolade og pyntet med hakkede pistacienødder og guldstøv.
Hvor: Zig’is Dessertcafé, Silkeborgvej 226.

Masser af uhyggeligt bagværk hos Martin Ib
Også hos Martin Ib er man klar med lækkerier i anledning af den uhyggelige højtid.
Prøv eksempelvis de fine håndlavede søde flødebolle-spøgelser eller hindbærsnitten beklædt med edderkoppespind.
Du kan også få en chokolademuffin med orange smørcreme og spøgelse på toppen samt Halloween-versionen af en fastelavnsbolle med remonce og chokolade.
Lækkerierne er på hylderne fra den 18. oktober.
Hvor: Martin Ib, Skanderborgvej 18-24, Risskov Brynet (i Meny) Vindrosen 37, st. Pakhusene, Marianne Thomsens Gade 1, Aarhus Ø.