Ung kvinde fundet dræbt af knivstik i Aarhus V
Østjyllands Politi modtog i går kl. 17.58 en anmeldelse om et muligt knivstikkeri i en lejlighed på Vilh. Bergsøes Vej i Aarhus V. Flere patruljer blev hurtigt sendt til stedet, hvor de fandt en 30-årig kvinde livløs som følge af flere knivstik. Hun blev kort tid efter erklæret død. De pårørende er underrettet.
Politiet har anholdt en 35-årig mand, som formodes at stå bag knivdrabet. Der er tale om den 30-årige kvindes eksmand, som nu er sigtet for manddrab (§237). Han forventes fremstillet i grundlovsforhør i løbet af mandag. Her vil Anklagemyndigheden sandsynligvis anmode om lukkede døre.
Af hensyn til den fortsatte efterforskning og de pårørende ønsker Østjyllands Politi ikke at kommentere sagen yderligere.