Vild jagt i midtbyen: 22-årig kvinde jagtede tyv på sin cykel
En ung kvinde var i nat vidne til et cykeltyveri midt i Aarhus, og det ville hun ikke finde sig i.
Kl. 02.22 fik politiet en henvendelse fra den 22-årige kvinde, der på cykel jagtede en mand, som hun netop havde set stjæle en cykel, der holdt parkeret ved Mejlgade.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Den unge kvinde var kommet cyklende gennem Mejlgade, da hun havde set manden skære cykellåsen over med en vinkelsliber, hvorefter han havde sat sig op på cyklen og kørt fra stedet i retning mod Nørrebrogade.
Kvinden besluttede sig for at køre efter ham, mens hun ringede efter politiet.
Erkendte med det samme
En patrulje ankom kort efter til krydset mellem Nørrebrogade og Nørre Boulevard, hvor de fik kontakt til den 22-årige kvinde, der oplyste, at manden var ca. 100 meter foran hende og kørte på en hvid el-cykel og havde en rygsæk på ryggen.
Patruljen kørte videre nordpå ad Randersvej og spottede kort efter en cyklist, der passede på signalementet.
Betjentene fik standset cyklisten ud for Nobelparken, hvor den 44-årige mand med det samme erkendte, at han havde stjålet cyklen.
I hans rygsæk fandt betjentene den vinkelsliber, der var blevet brugt til at skære låsen op.
Den 44-årige mand blev sigtet for tyveri af cykel, og betjentene tog cyklen med på politistationen med henblik på udlevering til rette ejer.