Bliv kørende barista: Unik kaffebil til salg i Aarhus
Går du og brygger på en idé om at kvitte jobbet til fordel for en tilværelse som omrejsende barista?
Så er det nu, du skal slå til.
En ganske unik “kaffevogn” er nemlig kommet til salg her i Aarhus.
Der er tale om en rød Fiat 500, som nu er ombygget til kaffebil.
I bagagerummet gemmer der sig en Fracino Contempo 2-gruppers espressomaskine, der står side om side med en Mazzer Major-kværn.
Med i handlen følger alverdens baristaudstyr inkl. skummekander, knockbox, stamper og rengøringsudstyr.
Det vil vi sige alt, hvad du skal bruge for at starte en karriere som kørende barista.
Drømmer du om en arbejdsplads på fire hjul, der involverer rigelige mængder mokka?
Så skal du punge ud med 75.000 danske kroner.
Det er i hvert fald, hvad sælger kræver for den ombyggede Fiat 500.
Står du også og mangler et baristakursus, så tilbyder sælger såmænd også det – for yderligere 5.000 kroner.
“Her bliver du grundigt instrueret i bilen, espressomaskinen og kværnen, lærer at lave lækker baristakaffe samt får tips til, hvordan du opretter og driver din kaffevirksomhed,” lyder det i annoncen på DBA.
Læs mere om den unikke kaffevogn her