Åbner sig mod universet: Unikt Aarhus-projekt går ind i ny fase
Det aarhusianske arkitektfirma ReVærk har vundet konkurrencen om de nye sciencehytter i observatoriehaven.
Dermed går udviklingen af Ole Rømer-Observatoriet ind i en ny fase, efter projektet tidligere i år blev tilført 17 mio. kr. fra fonde og andre bidragydere.
Det skriver Science Museerne i en pressemeddelelse.
En del af projektet er netop de nye Sciencehytter, som bl.a. bygges til skoleklasser, der kan bruge dem til at overnatte i, når de i fremtiden besøger observatoriehaven.
Står klar næste år
Forestil dig, at du for første gang lander på en fremmed planet. Rundt om dig er forskellige planter, bygninger og teknologiske konstruktioner.
Over dig er himlen med skyer og blå himmel. Om natten kan du se ukendte stjerner og planeter lyse over dig. Din krop interagerer positivt med atmosfæren, og du kan nu gå i gang med at udforske planeten.
Det er én af de fortællinger, skoleelever kan opleve på egen krop, når de fra efteråret 2023 kan besøge Scienceparken og Ole Rømer-Observatoriet i Kongelunden i Aarhus.
Fortællinger skal nemlig være med til at skærpe elevernes nysgerrighed på naturvidenskab, så de ser ting, de kender og måske tager for givet, med helt nye øjne.
Det store univers og det jordnære
Det er samtidig også en del af den ramme, som tre forskellige tegnestuer har taget udgangspunkt i med deres bud på observatoriehavens kommende Sciencehytter.
Ud af de tre forslag har en enig dommerkomité nu valgt at gå videre med et forslag fra tegnestuen ReVærk.
”Vi er meget glade for, at vores forslag til Sciencehytterne er udvalgt til videre bearbejdning. Med projektet har det været ønsket at forbinde nysgerrigheden på det store univers med det jordnære,” lyder det fra ReVærk-arkitekt Simeon Østerlund Bamford.
Også Bent Lorenzen, direktør for Science Museerne, lægger også vægt på tegnestuens vision for hytterne som et bindeled mellem det jordnære og universet.
”ReVærk fanger fint den fortælling, som hytterne er en del af. Deres forslag til Sciencehytter er diskrete, enkle og åbner sig både op mod universet over dem og ud mod naturen, som omgiver dem.”
Om projektets finansiering
Restaurering af Ole Rømer-Observatoriet og udviklingen af Scienceparken i Aarhus støttes af:
– Salling Fondene: 2 mio. kr.
– Nordea-fonden: 2 mio. kr.
– Realdania: 4,5 mio. kr.
– Aage og Johanne Louis-Hansens Fond: 4 mio. kr.
– Kongelunden, Aarhus Kommune: 1 mio. kr.
– Aarhus Universitet: 3,5 mio. kr.
Kilde: Science Museerne
Restaureringen af Ole Rømer-Observatoriet og udviklingen af en Sciencepark i Aarhus er støttet af Realdania, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Salling Fondene, Nordea-fonden, Aarhus Kommune og Aarhus Universitet.