Keramik til en 20’er: Unikt værksted holder 2. sorteringssalg
Mangler du en ny kaffekop til samlingen? Eller måske en flot vase, der kan pynte i vindueskarmen?
Så skal du uden tvivl kigge forbi Den Gamle Slagter på Vesterbrogade den 26. april fra kl. 11-17.
Her byder de seks forskellige keramikere, der står bag den unikke keramikbutik, alle interesserede indenfor.
“Vi har ryddet ud på hylderne for at gøre plads til nye idéer og kommende kollektioner – og derfor inviterer vi til 2. sorteringssalg,” lyder det i et Instagram-opslag.
“Til salget kan du finde et stort udvalg af unikt, håndlavet keramik, som af den ene eller anden grund ikke helt blev, som vi havde forestillet os.”


Gode fund til skarpe priser
Det betyder, at der kan være små skønhedsfejl, en lille skramme eller et mindre skår i keramikken, men alt er stadig fuldt funktionelt og klar til brug.
Der vil være nogle virkelig gode funde til skarpe priser – og du kan finde keramik, der koster helt ned til en 20’er.
Der vil også være kaffe og snacks og små konkurrencer, hvor man kan vinde lækkert keramik.
“Kom forbi værkstedet, gå på opdagelse blandt tingene og find din nye yndlingskop, skål eller vase – vi glæder os til at se jer,”
Du finder Den Gamle Slagter Keramik på Vesterbrogade 2.