Ups: Kørte bil i havnen natten til søndag
En personbil med tre passagerer kørte natten mellem lørdag og søndag i vandet fra krydset ved Fiskerivej og Hjortholmsgade i Aarhus C. Det skriver Østjyllands Politi i Døgnrapporten.
Politiet modtog natten til søndag kl. 01.58 en anmeldelse, og flere patruljer, brandvæsen og redningsmandskab kørte straks til stedet.
Da de ankom, fandt de tre personer og en bil nede i vandet. De tre blev hurtigt hjulpet op og tilset i en ambulance.
Vidner forklarede, at bilen kom susende i høj fart i krydset ned mod vandet. En enkelt af passagererne nåede at hoppe ud af bilen, men føreren og den sidste passager sad i bilen, da den ramte vandet.

En forbipasserende handlede hurtigt og hoppede i vandet for at hjælpe – vedkommende fik bjærget bilens fører, der var kortvarigt bevidstløs, ud af bilen. Den anden passager formåede selv at svømme ud.
Den 35-årige fører af bilen blev skønnet at være påvirket af narko og/eller spiritus, og en blodprøve vil nu vise, om det var tilfældet.
Han sigtes i så fald for narko- og spirituskørsel, for at forvolde andre fare, og for at køre uden førerret.
Ingen af mændene kom alvorligt til skade ved hændelsen, og bilen blev kort tid efter bugseret op fra havnen igen.