Nægtede at standse: Vanvidsbilist forulykket efter biljagt ved Aarhus
En hundepatrulje fra Østjyllands Politi bemærkede natten til lørdag en bil, der kørte så usikkert, at man forsøgte at bringe bilen til standsning.
Føreren viste sig dog at være alt andet end samarbejdsvillig.
Bilisten ville ikke standse, så patruljen satte efter, og det blev starten på en længere biljagt.
Eftersættelsen startede omkring kl. 02:45 natten til lørdag 24. januar, skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Undervejs foretog føreren flere overtrædelser af Færdselsloven – blandt andet ved at køre over for rødt flere gange.
Til sidst mistede vanvidsbilisten dog herredømmet over bilen og forulykkede.
Ifølge Østjyllands Politi skete der ingen alvorlig personskade.
Føreren blev anholdt og tilset på skadestuen, hvorefter han blev sigtet for samtlige lovovertrædelser – og slutteligt løsladt.
Til TV 2 Østjylland fortæller vagtchef Casper Homann, at politiet opdagede bilisten – en 18-årig mand – i nærheden af Giber Ringvej syd for Aarhus.
Efter 10-15 kilometer sluttede biljagten ved Fusvadvej, hvor vanvidsbilisten kørte galt.
Læs også: Mistede kontrollen i høj fart: Narkobilist kørte galt midt i Aarhus Den unge mand er fortsat sigtet i sagen.




