120 km/t på Randersvej: Vanvidsbilist stoppet af politihund efter vild jagt

En vanvidsbilist på slingrekurs blev i nat stoppet efter en vild jagt gennem Aarhus.
Det fremgår af døgnrapporten.
Kl. 01.06 bemærkede en patrulje en bil, der slingede lidt, mens den kørte på Randersvej i Aarhus N, og betjentene ville standse bilen med henblik på at foretage en rutinekontrol.
Men da de aktiverede patruljebilens udrykningssignaler, satte føreren farten kraftigt op og kørte ind ad Stockholmgade og videre ad Kalmargade.
Betjentene satte efter, mens de anmodede vagtcentralen om assistance.
Trodsede vigepligt og rødt lys
Bilisten kørte via Malmøgade retur til Randersvej – uden at bremse ned, hvor der var ubetinget vigepligt – hvorefter han kørte med en hastighed på godt 120 km/t, hvor man må køre 60 km/t.
Jagten fortsatte, og da bilisten nåede krydset Skovvangsvej/Aldersrovej, kørte han frem for rødt lys.
Senere kørte han ind af Skovfaldet – på trods af at der er indkørsel forbudt – og fortsatte imod færdselsretningen ud på Nordre Ringgade.
En hundepatrulje ankom samtidig til stedet og overtog jagten, der kort efter endte ved en parkeringsplads ved Risvangen, hvor bilisten standsede.
Adskillige sigtelser
Her ville manden ikke umiddelbart gøre, som betjentene sagde, og stige ud af bilen.
Pludselig åbnede han dog døren og forsøgte at løbe fra stedet. Men han nåede ikke langt, før han blev stoppet af en politihund og efterfølgende lagt i håndjern.
Den 21-årige mand virkede påvirket og blev fundet i besiddelse af narkotika, hvorfor han både blev sigtet for spiritus- og narkokørsel samt narkobesiddelse.
Derudover blev han sigtet for; kørsel uden førerret, for gentagne gange ikke at have efterkommet politiets anvisninger, for kørsel frem for rødt lys, for overtrædelse af hastighedsbegrænsninger og for kørsel uden førerret.
Idet bilisten formentlig har kørt mere end 100 % over den tilladte hastighed, blev bilen, der i øvrigt tilhører et 56-årigt kvindeligt familiemedlem til den 21-årige, beslaglagt med henblik på nærmere undersøgelse og senere konfiskation.
Det er anden gang indenfor ganske kort tid, Østjyllands Politi stopper en vanvidsbilist ved Aarhus. Natten til lørdag var den gal på Oddervej, hvor speedometeret rundede 180 km/t i en Audi A6, som siden blev beslaglagt.