Stort arbejde genoptages: Vejdirektoratet varsler trafikale gener
Efter en sommerpause bliver trafikken fra midten af august igen udfordret på Marselis Boulevard.
Vejdirektoratets entreprenør er ved at undersøge de underjordiske forhold forud for anlæg af Marselistunnelen.
Det medfører flere forskellige trafikale gener i de kommende uger, lyder det nu fra Vejdirektoratet.
Fra mandag den 17. august og ugen ud vil der blive udført boringer mellem vejbanen og cykelstien på tilkørselsrampen fra Strandvejen til Marselis Boulevard.
Nærmere bestemt ud for parkeringskælderen ved Marselis Boulevard 12.
Håber på forståelse
Arbejdet udføres som aften- og natarbejde mellem 19:00 og 05:00. Imens vil kørebanen blive indskrænket til 3,25 meter og cyklister skal trække forbi arbejdet via fortovet.
I dagtimerne vil der være mere plads til trafikanterne. Boreriggen vil stå på stedet, og trafikanter skal være opmærksomme på, at den fylder lidt ud på vejbanen og lidt ind på cykelstien.
Beboere kan komme til og fra parkeringskælderen i hele perioden, men boreriggen og arbejdsområdet omkring den vil optage plads, som man må køre udenom.
Der er ikke tale om særligt støjende arbejde, men beboere i området vil kunne høre arbejdet i løbet af natten. Vejdirektoratet håber på forståelse for, at arbejdet udføres om natten.
Læs også: Vejarbejde slutter snart: Vesterbro Torv åbner for trafik Spor bliver spærret
En del af Marselistunnelen kommer til at forløbe under Adolf Meyers Vej, hvor der fra mandag den 17. august til og med september skal udføres undersøgelser af jordbundsforholdene.
I perioden vil boreriggen og arbejdsområdet spærre det ene spor. Spærringen vil flytte sig efterhånden som de enkelte boringer færdiggøres.
Der er ingen gennemgående biltrafik på Adolf Meyers Vej, men der er ofte en del trafikanter og beboere, som parkerer i vejsiden.
I perioden vil muligheden for at parkere i vejsiden på Adolf Meyers Vej være indskrænket.
Du kan følge med i generne på vd.dk