Anerkendt verden over: Nu lander prisvindende kaffe i Aarhus

Hvis kafferisterier kunne få en Michelin-stjerne, havde de højst sandsynligt allerede fået et par stykker.
April Coffee er nemlig en del af eliten, når vi snakker kaffebønner. Indtil nu har du ikke kunnet få luksusbønnerne her i Aarhus, men i dag deler en af byens mest populære kaffebarer en helt særlig nyhed:
“Det er en kæmpe nyhed, hvis man går lidt op i kaffe,” fortæller Oliver Frandsen, der er den ene halvdel af Lige Om Hjørnet, og fortsætter:
“Det har været en lang proces. Men endelig kan vi afsløre, at vi indgår samarbejde med April Coffee.”
Smagsprøver i kælderen
April Coffee er et af verdens mest toneangivende risterier inden for moderne specialkaffe.
Fra i morgen, den 24. september, indgår de et eksklusivt samarbejde med den populære Frederiksbjerg-kaffebar Lige Om Hjørnet.
Det betyder, at aarhusianerne fremover kan nyde de prisvindende, lysristede bønner fra April langs Ingerslev Blvd. hos Lige Om Hjørnet.



Når samarbejdet lanceres onsdag hos Lige Om Hjørnet, kan kaffebarens gæster, som noget særligt fra kl. 12 til 17, gå i kælderen og få en smagsprøve på en række af de kendte April-bønner ganske kvit og frit.
Eneste sted i Aarhus
Selvom April er kendt for at levere kaffeoplevelser i verdensklasse, hvor en enkelt kop kan koste helt op imod 300 kroner, holder Lige Om Hjørnet fast i deres filosofi – kvalitetskaffe skal være for alle.
“Vores ambition har altid været at præsentere aarhusianerne for kaffe på allerhøjeste niveau – men samtidig bringe det ned i øjenhøjde.
En hammergod kop kaffe er for alle – uanset hvor meget eller lidt man ved om kaffe.”
Derfor kommer du ikke til at betale mere end 44 kroner for end kaffe på trods af det eksklusive samarbejde.
Samarbejdet rækker langt ud over leverancer: Lige Om Hjørnet bliver den eneste kaffebar i Aarhus med April Coffee på kortet og på hylderne.
De får samtidig en unik rolle i arbejdet med bønneudvælgelse og smagsudvikling.
“Vi er stolte over at kunne repræsentere April i Aarhus. Kaffen er vores DNA og at få lov til at arbejde så tæt sammen med nogle af de mest anerkendte fagfolk i branchen er virkelig stort for os,” slutter Oliver.