Verdensstjerne står bag: Endnu et gavlmaleri står færdigt i Aarhus
Der sker ting og sager på byens endemure.
For med en ambition om at opføre fem gavlmalerier alene i april er street art-projektet 17 Walls nu for alvor begyndt at folde sig ud i det centrale Aarhus.
Onsdag i sidste uge stod et kæmpe kunstværk færdigt på Frederiks Allé, og i weekenden blev endnu et stort maleri indviet i midtbyen.
Denne gang er det Hotel Atlantic’s endemur, der er blevet overmalet af den argentinske kunstner Martin Ron – også kendt som Ronmuralist – som er en af verdens største og mest anerkendte navne indenfor street art-genren.
Hans kunst kan opleves i England, Spanien, USA, Storbritannien, Australien, Tyrkiet, Qatar, Rusland, Belgien – og nu også i Aarhus.
Yderligere 14 værker på vej
Ronmuralist’s nye maleri, der kan ses fra Dynkarken, er en fortolkning af FN’s verdensmål 6 om rent vand og sanitet.
Gavlmaleriet er det tredje i rækken af kunstværker fra 17 Walls-projektet, der har til formål at omdanne FN’s verdensmål til ikoniske gavlmalerier i Aarhus.
Udover de to helt nye værker står street art-projektet også bag Danmarks største gavlmaleri, som blev opført i Balticagade på havnen sidste sommer.
Fakta om 17 Walls:
17 Walls er et street art-projekt, der omdanner FN’s Verdensmål til 17 ikoniske gavlmalerier i Aarhus’ centrum. Målet er ifølge initiativtagerne, at de malerierne skal være en kunstnerisk og magtfuld manifestation, der vil aktualisere verdensmålene og gøre dem relevante og tilgængelige for alle.
“Alt på vores klode er forbundet, og for første gang i historien giver FN’s 17 Verdensmål en fælles ramme, som borgere, virksomheder, lande og politikere kan bruge til at håndtere de globale udfordringerne, der ligger foran os.
Vores mission med projektet 17 Walls er at gøre verdensmålene fysiske og synlige på en smuk kunstnerisk måde. Uomgåelig kunst af høj kvalitet udfoldes i byrummet, skaber en fælles referenceramme, der kan motivere os til at samarbejde om en bæredygtig fremtid,” lyder det på projektets hjemmeside.
17 af verdens bedste street artists har sagt ja til udfordringen om at udføre hver sit gavlmaleri inspireret af hvert sit verdensmål.
Projektet er finansieret af fonde og virksomheder, der vil være med til at brande Aarhus som en innovativ by med udsyn – en by som værdsætter kunst og arbejder sammen for verdensmålene.
Kilde: 17walls.dk
I tillæg til de resterende tre gavlmalerier i april skal der efter planen opføres yderligere fem i maj og seks i løbet af juni.
Forventningen er altså, at alle 17 malerier i Aarhus er færdige allerede til sommer.
Den officielle fernisering for alle projektets gavlmalerier ventes at finde sted i slutningen af juni.
Du kan læse mere om 17 Walls lige her