Nu er der grønt lys: Vesterbro Torv står foran kæmpe forvandling
Et fredeligere og grønnere Vesterbro Torv bliver nu til virkelighed.
Aarhus Byråd har nemlig godkendt den store forvandlingsplan for torvet, som teknik- og miljørådmand Nicolaj Bang præsenterede i foråret.
Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Sådan ændres trafikken
Beboere, borgere og byråd har i mange år ønsket at omdanne Vesterbro Torv til et rigtigt bytorv med plads til liv, træer, udeservering og mulighed for at nyde byen.
Og nu står det altså klart, at det centrale torv får plads til meget mere byliv, flere træer og mere grønt i det hele taget.
Vejen på torvets solside mod nord bliver nedlagt og inddraget, så selve torvearealet bliver næsten dobbelt så stort.
På sydsiden omdannes vejen ud for Super Brugsen til sluse for busser og bløde trafikanter, så området bliver langt fredeligere, end tilfældet er i dag.
“Allerede i 2025 vil vi se et helt forvandlet torv, hvor vi har lyst til at slå os ned og hygge os.
Torvet bliver både grønnere og smukkere, og der kommer siddepladser og mulighed for udeservering, så vi understøtter butikshandlen og giver aarhusianerne og naboer endnu et sted at nyde Aarhus,” lyder det fra rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang.
Arbejdet begynder næste år
Omdannelsen af Vesterbro Torv er en del af en samlet vision for hele strækningen fra Ringgaden til Nørreport, hvor indfaldsveje skal blive til bygader med bedre plads til byliv, grønt, gående og cyklister.
“Den grønne rygrad skal binde midtbyen sammen med Ceresbyen, Trælasten og Amtssygehuset.
Vesterbro Torv bliver et vigtigt byrum, der kan bruges som en slags dagligstue for hele området,” forklarer stadsarkitekt Anne Mette Boye.
Det lokale arkitektfirma LYTT Architecture skal tegne den endelige omdannelse, inden maskinerne kan gå i jorden i 2024.
Skal håndtere ekstremregn
Vandet får en helt central rolle på det nye Vesterbro Torv, hvor området omkring torvet kommer til at kunne håndtere op til tre skybrud på én gang.
Det kan fx være i form af regnvandsbede, grønne rabatter eller andet, så regnvandet langsomt og sikkert ledes videre til Aarhus Å.
Klimatilpasningen af Vesterbro Torv er et samarbejdsprojekt mellem Aarhus Kommune og Aarhus Vand.
Aarhus Vand investerer knap syv mio. kroner i klimatilpasningen, og Vesterbro Torv bliver ét af de hidtil største klimatilpasningsprojekter i midtbyen.
Omdannes for 32 millioner
Er man bilist, kan det nye Vesterbro Torv komme til at betyde nye ruter gennem byen. Ændringerne vil primært få betydning for de ca. 7.000 biler, der dagligt bruger torvet som genvej på tværs uden at have et ærinde i midtbyen.
“Aarhusianerne vil stadig kunne komme ind til et hvilket som helst sted i midtbyen. Vi har gjort os umage med at ramme den løsning, som kommer både bilister og handelsliv til gode.
Vores simuleringer viser, at trafikken ville bryde sammen, hvis man stadig kunne køre på tværs af Vesterbro Torv, og derfor leder vi nu de gennemkørende ud på Ringgaden, hvor der er bedre plads. Til gengæld vil butikskunder opleve at komme nemmere frem, fordi trængslen bliver mindre,” lyder det fra rådmand Nicolaj Bang.
Byrådet har afsat 25 mio. kroner til omdannelsen af Vesterbro Torv – dertil kommer de knap syv mio. kroner fra Aarhus Vand.
Det nye Vesterbro Torv forventes at stå færdigt på den anden side af sommerferien 2025.