Havudsigt og god plads: Hyggeligt spisested i Aarhus har vokseværk

I Vestergade ligger madbodgaen Vesterlauget som efter 10 år på adressen nærmest er blevet synonym med Vestergadekvarteret.
Indretningen i den åbne dagligstue er rustik med genbrugsbænke og -borde uden dug på. Der er god øl i hanerne, billig kaffe på kanden og et småt men kvalitetsrigt udvalg af retter, som varierer fra dag til dag.
Snart er den hyggelige dagligstue-stemning ikke kun forundt folk, der kommer forbi Vestergade. Vesterlauget udvider nemlig og åbner en en ny madbodega på Aarhus Ø ved Bassin 7 til sommer.
“Konceptet på Aarhus Ø kommer til at minde meget om Vesterlauget på Vestergade.
Vi rykker ned til vandet og åbner et hverdagssted, hvor folk kan komme ned og få en kop kaffe og et stykke smørrebrød en tirsdag formiddag såvel som de kan komme lørdag og få en øl.
Det er vigtigt for os at skabe et sted, hvor der er plads til hverdagslivet, så det ikke kun er i weekenderne, der sker noget. Det er klart den almindelige hverdag, vi rigtig godt kan lide,” siger Peter Zartow, der ejer Vesterlauget sammen med Jeppe Meldgaard og Christopher Tronhjem.
Hverdagshygge ved vandet
Den nye madbodega kommer til at ligge to meter fra havenbassinet, og får 40 pladser udenfor, mens der bliver plads til omkring 50 personer indenfor.
“Vi har været i gang med at klargøre det nye sted på Aarhus Ø i et år nu, og vi har derfor fået en del indflydelse på, hvordan det kommer til at tage sig ud.
Udfordringen er selvfølgelig at gøre nye lokaler ligeså hyggelige, som de gamle på Vestergade. For målet er klart at skabe den samme dagligstuestemning, som vi har nu.
Vi glæder os generelt bare til at kunne give endnu flere gæster en spiseoplevelse, som er helt nede på jorden. Det bliver skidehyggeligt,” siger Peter Zartow.
Ligesom på Vestergade kommer den nye madbodega også til at byde på både morgenmad og frokost, hvor man kan vælge mellem forskellige slags smørrebrød. Hver dag kan du også få dagens dessert og dagens ret som aftensmåltid.
Åbningsdatoen er endnu ikke fastlagt, men de tre restauratører håber på, at det allerede bliver i juni. Uden at love noget.