Vi har testet: Her får du Smukfests bedste måltid
Bøgepladsen åbner snart for årets anden festivaldag – og vi er selvfølgelig klar med vores bud på, hvor du skal gå hen og spise i Bøgeskoven.
Uanset om du er på Smukfest i otte eller én dag, så er maden en stor del af festivaloplevelsen.
Med 70 madboder, 10 sid-ned-restauranter og 65 temabarer er der absolut ingen grund til at gå og kede sin mund på Smukfest, som disker op med alt fra saftig flæskesteg og spicy shawarma til brændeovnsbagt pizza og greasy trøffeltoast.
Det store spørgsmål er, hvilket sted, du skal lægge vejen forbi? Vi har smagt 5 forskellige festivalretter på årets Smukfest, som vi har bedømt på en skala fra 1 til 5.
Velbekomme!
Flaming Kebab
Shawarma er på mange måder en genial festivalspise: Den er nem at spise på gåben, og så mætter den i længere tid end så mange andre typer takeaway.
Så spørgsmålet er selvfølgelig, om Smukfest er leveringsdygtig i en habil en af slagsen? Vi lægger vejen forbi Flaming Kebab ved Bøgescenerne for at finde ud af det.
Her bliver det hurtigt klart for os, at madbodens navn rummer en dybere mening. Chilien er der nemlig ikke sparet på, og det er isoleret set helt fint, men desværre overdøver den overvældende spice alle andre ingredienser.
Ved nærmere inspektion kan vi dog konstatere, at det, der burde være shawarmaens to hovedingredienser, lader meget tilbage at ønske.
Både brød og kød er tørt og kedeligt, og så hjælper det altså kun en anelse på helhedsoplevelsen, at der egentlig er god crunch fra spidskålen, og at persillen bidrager med friskhed.
Vi er skuffede og lander derfor med en karakter i den tunge ende af skalaen.
2 ud af 5 stjerner
The Greasy Toast
En anden velegnet festivalspise er toast, og heldigvis finder man i Bøgeskoven en bod, der tilbyder hjemmelavede deluxe-udgaver af den populære spise.
På menuen er to slags cowboytoast, men vi går med det tredje valg på kortet, nemlig en “Parisertoast Deluxe”.
Her er der ifølge menuen spansk skinke, ost og trøffelmayo mellem de to ristede skiver surdejsbrød.
Vi støder dog ikke på det, der ligner skyggen af trøffelsmag. Overraskende nok møder vi derimod både sennep og syltede agurker, da vi bider os igennem toasten.
Det skal ikke lyde som en klagesang, for det er faktisk en rigtig god oplevelse. Alt fra ost til skinke og de to overraskende indslag emmer af kvalitet, og det smager samlet set fortrinligt.
Man kan argumentere for, at en toast fra en bod ved navn “The Greasy Toast” bør fremstå endnu mere greasy, end den vi fik serveret.
Men vi vælger at se stort på det, for toasten lever rent faktisk op til deluxe-betegnelsen. Vi kvitterer derfor med en flot karakter.
4 ud af 5 stjerner
Halifax Burgers
Ingen festival uden burger, og nu hvor Halifax har hele 11 restauranter på Sjælland, må de da vide, hvordan den skal skæres.
Tænker vi.
Burgerkæden har udviklet to burgere specifikt til Smukfest, og vi beder om den ene, der bl.a indeholder oksebøf, bacon, cheddar, chili mayo og aioli.
Det, vi får i hænderne, er en greasy burger, hvor bøf, bolle og ost er i centrum, og de øvrige ingredienser træder i baggrunden.
For nok indeholder burgeren gode syltede agurker og lidt salatløg, men det er mest af alt den smørstegte bolle og den på grænsen til overstegte bøf, vi smager ved hver eneste bid.
Det ender som en halvtrist oplevelse, hvor vi virkelig savner grønt indhold, friskhed og generelt modspil til alt det fedtede. De syltede agurker kan ikke gøre arbejdet alene.
Den smørstegte briochebolle trækker op, men kan ikke redde Halifax’ festivalburger fra en karakter under middel.
2 ud af 5 stjerner
Pizza Bro
Hos Pizza Bro har de slæbt en rigtig brændefyret pizzaovn med ud i Bøgeskoven – og det giver allerede de første point.
Den lille pizzabiks tilbyder fire pizzaer: Pizza Margherita, Patate, Salami Picante og Patate Bacon. Vi gik med sidstnævnte, som koster 130 kroner.
Skorpen på pizzaen er lækker, let og luftig og helt tilpas brændt i kanten, mens kartoflerne er meget tyndtskårede, hvilket er et klart plus i vores bog.
Den sprøde bid fra kartoflerne i samspil med den cremede mascarponecreme giver en himmelsk bid – og prikken over i’et er naturligvis den helt sprødstegte bacon på toppen.
Pizzaen er ikke den største, vi har set – og til 135 kroner kunne man måske godt forvente lidt mere gods. Men kvaliteten af råvarer, tilberedningen og smagen, kan vi altså ikke sætte en finger på.
Vi kommer derfor også helt klart til at lægge vejen forbi Pizza Bro igen de næste par dage.
4 ud af 5 stjerner
Mor Karens
Mor Karens er en tilbagevendende madbod på Smukfest – og vi forstår godt hvorfor.
Her har de i sandhed knækket koden til, hvordan en ægte god flæskestegssandwich skal smage.
Flæskestegen var både mør og saftig, og de hjemmelavede flæskesvær var nogle af de sprødeste, vi nogensinde har sat tænderne i.
Der er en passende fordeling af sandwichens syrlige elementer som syltede agurker og rødkål, og det komplimenterer flæskestegen virkelig godt.
Sidst men ikke mindst er den saftige steg indhyllet af to bløde boller, som er lette at bide over, så man ikke får ødelagt ganen, hvilket er tilfældet nogle steder.
Hvis du er lidt fræk, kan du også få hældt hjemmelavet brun sovs udover din flæskestegssandwich – mums.
Mor Karens serverer med andre ord en helt perfekt flæskestegssandwich, som oven i købet kan nydes med udsigt over festivalpladsen i en rigtig stol.
Det fortjener altså fuld plade fra os.
5 ud af 5 stjerner
Du kan finde endnu mere inspiration til årets festivalmad i vores smagstest fra sidste års Smukfest her.