Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Farvel til biler: Vil forvandle p-plads til grønt byrum

Af Jonathan Sten Drivsholm
P-pladsen bag den gamle arkitektskole. Foto: Google Street View
P-pladsen bag den gamle arkitektskole. Foto: Google Street View

I dag dominerer p-pladser og biler området bag den gamle arkitektskole, men hvis det står til Teknik og Miljø-rådmand Nicolaj Bang skal det være fortid.

Han foreslår, at aarhusianerne i stedet skal have et nyt grønt mødested med et idræts- og fritidshus og ny bebyggelse.

Det er første udspil i realiseringen af en ny helhedsplan for området omkring Nørreport, skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Legeplads, boldbaner og kultur

Ifølge Teknik og Miljø-rådmanden rummer området ved p-pladsen et stort uforløst potentiale.

“Områdets mange bevaringsværdige og fredede bygninger, gårdrum og små forbindelser og smutveje giver en særlig stemning og historie, og det skal vi gøre brug af.

Derfor vil jeg arbejde for, at vi får udviklet et nyt, grønt byrum til aarhusianerne, der både passer på og videreudvikler på områdets særlige identitet,” lyder det fra Nicolaj Bang.

Farvel til biler: Vil forvandle p-plads til grønt byrum
Visualisering af fremtidens grønne byrum: Aarhus Kommune.

Ønsket om en grønnere plads bakkes op af beboerne i området.

“Vi ønsker at omdanne p-pladsen til kvarterets nye grønne åndehul, hvor der er plads til legeplads og boldbaner, men også kulturaktiviteter i den tidligere maskinfabrik og måske teatergruppe i auditoriebygningen,” siger Thomas Kruse, formand for Midtbyens Fællesråd.

Et helt særligt område

Rådmandens udspil kommer i forbindelse med, at Magistraten har drøftet en ny helhedsplan for området omkring Nørreport.

Fakta om helhedsplanen:

  • Helhedsplanen beskriver visionen for området, og hvordan det skal udvikle sig de næste mange år frem
  • Nye muligheder opstod i området, da arkitektskolen flyttede til Godsbanen. De kommende år skal deres gamle bygninger finde nyt liv
  • Helhedsplanen er blevet til i tæt udvikling med engagerede borgere og naboer i området. En følgegruppe bestående af personer fra Midtbyens Fællesråd, Nørrestenbro Beboerforening og andre aktive beboere har bidraget til planens overskrifter og strategier

Kilde: Aarhus Kommune

Helhedsplanen sætter en klar og strategisk retning for området, der inkluderer de ikoniske gader Mejlgade, Studsgade og Graven m.fl.

“Jeg synes, at området er helt særligt – her ligger kulturliv, caféer og butikker side om side i de tætte gader, og aarhusianerne har indtaget de små rum mellem bygninger og baggårdene.

Jeg tror, de fleste aarhusianere har gode minder fra området, og det skal vi sørge for, at vi også får i fremtiden.

I helhedsplanen har vi nøje analyseret og beskrevet de små bymiljøer i området, og det skal vi tage hensyn til, når vi i fremtiden skal udvikle området,” lyder det videre fra Teknik og Miljø-rådmand Nicolaj Bang.

Mere grønt og blåt på vej

Et andet væsentligt element i helhedsplanen er klimasikring af Nørreport-området, der ligger lavt, og dermed er udsat i store regnskyl.

Helhedsplanen anbefaler, hvordan de blå og grønne elementer kan indgå på Nørreport og Østbanetorvet, uden at det forringer trafikken.

“Vi har været med i udviklingen af helhedsplanen de seneste 3-4 år.

Det har været en lang proces med workshops og møder, men vi håber, at den nu kan være med til at understøtte og udvikle Nørre Stenbro og Latinerkvarterets kulturhistoriske værdier,” siger Thomas Kruse, formand for Midtbyens Fællesråd, afsluttende.

Del artikel

Andre læser også