Vild kvadratmeterpris: Sommerhus ved Aarhus sprænger alle rammer
183.000 kroner.
Det er, hvad du skal betale i kvadratmeterpris for et sommerhus, der lige nu er til salg ved Skæring Strand nord for Aarhus.
Sommerhuset fylder 41 kvadratmeter, og salgsprisen lyder på hele 7,5 mio. kr.
“Det er en helt ekstraordinær beliggenhed. Sådan en kan man ikke tage en kvadratmeterpris på,” siger Jesper Skou Rasmussen, ejendomsmægler ved Nonbo & Eland, til TV 2 Østjylland.
Ligger i første række
Det er ikke nogen hemmelighed, at boligpriserne er høje i Egå og området ved Skæring Strand, der rangerer som landets tredje dyreste sommerhusområde.
Kvadratmeterpriserne i Egå-området ligger dog normalt omkring 54.200 kroner ifølge Boliga, så sommerhuset ved Skæring Strand må siges at sprænge alle rammer.
Boligen ligger i første række med havudsigt og tæt på den smukke skov Mindelunden.
Grunden er på 269 kvadratmeter og rummer udover sommerhuset en overdækket terrasse
Her kan du nyde havudsigten og spejde over mod Mols Bjerge, der er synlige på den anden side af bugten.
Du kan se flere billeder af sommerhuset her hos mægleren