Vilde planer: Aarhus får endnu et internationalt museum
Et nyt internationalt Nature & Science Museum er på vej til Aarhus.
Det står klart, efter et flertal i Aarhus Byråd har valgt at investere 4,5 millioner kroner i at gøre Naturhistorisk Museums mangeårige flytteplaner til virkelighed. Det skriver Naturhistorisk Museum Aarhus i en pressemeddelelse.
Pengene skal bruges til at undersøge mulighederne for at tilvejebringe finansiering af projektet med at transformere Naturhistorisk Museum til byens nye Nature & Science Museum.
Udsigten til det nye museum glæder borgmester Jacob Bundsgaard, Aarhus Kommune:
“Et nyt Nature & Science museum vil være et stærkt aktivt for Aarhus’ internationale profil med museer, der fokuserer på viden og videnskab.
Museet kan inspirere kommende generationer af børn og unge til at uddanne sig inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørskab og matematik, hvilket Aarhus og Danmark har brug for.
Planerne har været længe undervejs. Jeg glæder mig over, at vi nu kan tage afgørende skridt for at virkeliggøre det nye museum,”siger Jacob Bundsgaard i pressemeddelelsen.
Bringer mennesker og natur sammen
Med kommunens opbakning stævner Naturhistorisk Museum ud på et nyt ambitiøst eventyr.
Målet er at bringe mennesker og natur tættere sammen via spektakulære museumsoplevelser både indendørs og udendørs.
Samtidig forfølger museet sin vision om at inspirere alle til en mere bæredygtig og mangfoldig fremtid.
Siden åbningen i 1941 har Naturhistorisk Museum budt millioner af nysgerrige gæster velkommen til naturoplevelser i de nu fredede museumsbygninger i Universitetsparken i Aarhus.
Placeringen har dog altid været udfordrende, hvorfor ankeret snart hives op for at gøre museet mere synligt i bybilledet.
Peger selv på Pier 3
Som byens nye store kulturattraktion har Nature & Science Museum ambitioner om at medvirke til at skabe en levende bydel forbundet med især vandet og det maritime liv ved bugten.
Derfor peger Naturhistorisk Museum selv på Pier 3 ved Aarhus Ø som stedet, hvor et nyt moderne museum kan realiseres.
I 2020 flyttede Molslinjen ud på Østhavnen i Aarhus. Siden da har det forhenværende færgeleje tæt på bymidten ligget delvist øde hen på Pier 3.
For nylig har udviklingsprojektet for Pier 3 dog for alvor fået vind i sejlene. Den cirka 100.000 kvadratmeter store mole ligger lige i smørhullet mellem midtbyen og Aarhus Ø og skal bidrage til Aarhus som en levende og attraktiv by forbundet med vandet og det grønne.
Det er derfor ikke uden grund, at museet ønsker at spille en aktiv rolle i netop dette nye bykvarter.
“Havnefronten i Aarhus – og navnlig Pier 3 – vil være en enestående placering for det nye Nature & Science Museum.
Her kan det nye museum understøtte byens mål om at skabe liv og et levende kulturliv på havnefronten samt i de grønne områder med plads til mennesker, store oplevelser og en bred vifte af rekreative aktiviteter.
Samtidig kan museet med en sådan placering sætte fokus på den marine biodiversitet og understøtte udviklingen af nye spændende vandaktiviteter, som er en vigtig og voksende del af byens DNA,” fortæller museumsdirektør ved Naturhistorisk Museum, Bo Skaarup, i pressemeddelelsen.
Ny måde at være museum for alle
Kristin Hibbs er styrmand for Naturhistorisk Museum udviklingsrejse. Hos hende står behovet for Nature & Science Museum klart og peger ind i fremtiden:
Naturhistorisk Museum vil i det nye museum tage en ny tilgang til at engagere mennesker i samfundsspørgsmål, som præger verden og det enkelte menneskes liv.
“I en tid, hvor ni ud af ti unge i Norden er ’meget bekymrede’ eller ’ekstremt bekymrede’ for fremtiden i forhold til klima og miljø*, har Nature & Science Museum en vigtig rolle at spille i forhold til at engagere, involvere og inspirere de næste generationer til at kende verden og agere i sameksistens med naturen.
Det bliver vores job at facilitere håbet og at kvalificere en positiv dialog og store oplevelser, hvor borgerne sættes i centrum og kan deltage,” siger Kristin Hibbs i pressemeddelelsen.
Nature & Science Museum vil blive det fjerde store internationalt anerkendte museum i Aarhus.
Byen vil få et kulturelt og videnskabeligt ’forsamlingshus’ for biodiversitet, klima, grøn omstilling og bæredygtig udvikling.