Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Villa Provence: Fransk hotelperle i Aarhus overdrages til kompetent Aalborgfamilie

Af Jan L. Pedersen

Stifterne, ægteparret Stenstrup, glæder sig til den tredje alder med rejser og børnebørn men ville ikke handle med hvem som helst. Langvarigt bekendtskab og respekt gjorde handel mulig. Ny daglig vært bliver mangeårig Ruths Hotel-direktør, far og svigerfar i hotelkoncernen, Familien Bühlmann

 

Covid eller ej – den landskendte boutique hotelperle på Fredens Torv midt i Aarhus, Villa Provence, er i weekenden efter måneders grundig forberedelse blevet handlet. Ejerskabet og driften forlader 1. oktober stifterne, de nuværende ejere og værter, ægteparret Steen og Anette Stenstrup – og overlades til fremtiden: Familien Bühlmann, der i foreløbig tre generationer har drevet herregårdshotellet Scheelsminde i Aalborg. Sidstnævnte har i de senere år desuden udvidet forretningen ved også at påtage sig driften af f.eks. Nørre Vosborg Herregård ved Holstebro, det snart åbningsklare, nybyggede Peak 12 Hotel i Viborg samt Airport Hotel i Aalborg Lufthavn, ligesom man også driver Restaurant Victors Madhus og AaB Sport Event i hjembyen.

 

Autentisk fransk landhotelindretning

Den mindre, provencalsk inspirerede hoteloase i Aarhus med de 39 individuelt indrettede værelser og suiter, der nu bliver en del af Familien Bühlmann, er kendt for sublim kvalitet, autentisk fransk landhotelindretning og et ekstraordinært, personligt serviceniveau. Villa Provence med knap 20 ansatte blev eksempelvis i 2018 kåret som årets højest ratede danske hotel af rejseportalen Tripadvisors brugere og har de seneste mange år altid været nummer et i Aarhus. Med Peter Chr. Bühlmann Jensen, kendt bl.a. som mangeårig direktør på Ruths Hotel med bl.a. sit anerkendte franske brasserie i Skagen, vil Villa Provence få en ny daglig vært med absolut kompetence og dermed indgå på en særlig plads i den voksende Bühlmann-forretning, hvis daglige koncernledelse udgøres af Peters Christian datter og svigersøn Anemette og Danni Bühlmann. 

 

Villa Provence: Fransk hotelperle i Aarhus overdrages til kompetent Aalborgfamilie
Sælgerne, ægteparret Anette og Steen Stenstrup (de ældste) og de nye købere fra Aalborg, Anemette og Danni Bühlmann. I midten ses, den nye daglige vært fra 1. oktober, tidligere Ruths Hotel-direktør og svigerfar til de nye ejere, Peter Chr. Bühlmann Jensen. Fotograf: Michael Bo Rasmussen

 

”Vi har i årevis fulgt med i og beundret Stenstrups imponerende udvikling og drift af den helt ekstraordinære og meget autentiske hoteloplevelse, som Villa Provence tilbyder. Anette og Steen har kendt til vores langvarige respekt, så da et skifte blev muligt, havde vi ikke svært ved at gå ind i en forhandling,” fortæller direktørparret og indehaver Anemette og Danni Bühlmann. De fremhæver desuden, at far og svigerfar Peter Christian med jævne mellemrum har nævnt, hvordan han netop en gang i ”sit næste liv” gerne ville drive sådan en type personligt sted baseret på dejlige, individuelle værelser, excellent morgenmad og direkte kundekontakt. En drøm, som opfyldes med Villa Provence og stedets landstilsindretning – med bl.a. badekar på løvefødder, himmelsenge, tunge, gulvlange gardiner på sorte smedejernsstænger samt vintagespiritusflaskerne på bakkebordene. Interiør, som Annette Stenstrup gennem årene har identificeret og hentet hjem fra markeder og antikforretninger i Paris og Provence. Et andet særkende er den individuelt serverede morgenmad ved bordene med håndlavede franske oste, italiensk bacon og friskpresset juice, der naturligvis hver morgen blev serveret for gæsterne af bl.a. værterne selv. Ikke noget med buffet her.

 

Villa Provence: Fransk hotelperle i Aarhus overdrages til kompetent Aalborgfamilie
De nye ejere, Anemette og Danni Bühlmann. Fotograf: Michael Bo Rasmussen

 

”Barnets fremtid” i kompetente hænder

Fra ægteparret Stenstrups side bekræftes den mangeårige forbindelse og dialog med specielt Peter Christian Bühlmann Jensen. Gæster på Ruths Hotel er ofte sendt direkte videre til Villa Provence og omvendt, som Steen Stenstrup fortæller. Han nævner parrets alder og lysten til at rejse mere sammen og tilbringe mere tid med børnebørnene – nummer to er på vej – som motivation til nu at sende Villa Provence-stafetten videre:

 

Villa Provence: Fransk hotelperle i Aarhus overdrages til kompetent Aalborgfamilie
Den nye vært, Peter Chr. Bühlmann Jensen. Fotograf: Michael Bo Rasmussen

 

”Når man selv har etableret og drevet så specielt et sted i 17 år og selv stået klar med morgenmaden hver morgen kl. 06:45, er det imidlertid ikke nok bare at sælge uden samtidig at tænke på ”vores barns” fremtid. Gennem det langvarige bekendtskab og mange gode drøftelser blev vi bevidst om, at netop Familien Bühlmann har den nødvendige forståelse og passion til, at vi trygt kan overdrage ansvaret for Villa Provence til netop dem. Trods en god pose penge ville vi langtfra have solgt til hvem som helst,” pointerer Steen Stenstrup. Han glæder sig samtidig over, at handlen har kunnet lade sig gøre trods den særlige Covid-situation, der aktuelt sætter sit store præg på branchen.

 

Villa Provence: Fransk hotelperle i Aarhus overdrages til kompetent Aalborgfamilie

 

”Det fortæller også noget om Familien Bühlmanns potentiale, at de har været klar lige netop nu, som vi ønskede. Der sker ikke mange hotelhandler af den slags i denne tid. Havde det ikke kunnet lade sig gøre nu og med en familie som Bühlmanns, havde Annette og jeg også været helt klar til at fortsætte endnu et par år.”

 

Villa Provence: Fransk hotelperle i Aarhus overdrages til kompetent Aalborgfamilie

 

Del artikel

Andre læser også