Ny vinbutik åbnet: Konceptet er vin i prisklassen 50 til 70 kroner
Hovedgaden i Brabrand er blevet en butik rigere. Vinbutikken Vinkælderen er åbnet, og den vil gerne skabe mere liv i gaden
Det skal være overkommeligt at købe en god flaske vin. Det har blandt andet været udgangspunktet for Brabrands nye butik, og hvis det så på samme tid kan skabe noget mere aktivitet på bydelens hovedgade, er det også en del af hensigten.
Vinkælderen, som den nye butik hedder, åbnede forrige fredag og er allerede blevet taget godt imod. Konceptet er vin i prisklassen 50 til 70 kroner, men det er også muligt at finde de dyrere, hvis man er til det.
Eva Nordentoft er den nye daglige leder af den nyåbnede vinhandel, og har været glad for butikkens start.
“Ideen er at skabe noget liv i Hovedgaden. Der er ikke så mange butikker, men masser af potentiale, for der kommer mange mennesker forbi, og modtagelsen har også været rigtig positiv. Der er kommet en masse lokale og støttet op, så der har været knald på, og det er gået over al forventning,” siger hun.
Under vinoplæring
Butikken er lille, men der er stadig masser at vælge i mellem på hylderne, der udover vin også sælger spiritus og retro- og antikvarer.
“Vi har en masse forskellige, unikke ting. Og vi kommer til at køre rigtig meget med de her gaveæsker med kvalitetsvarer, som kommer til at ligger under gennemsnitsprisen, så folk virkelig kan få noget for deres penge. Vi synes selv, vi har noget til alle,” forklarer hun.
Det er ejeren af Vinkælderen Steen Benjaminsen, der også bor i Brabrand, som har købt lageret ind, for den nye daglige leder er stadig under vinoplæring.
“Personligt drikker jeg ikke selv så meget, men jeg kan godt lide at tage et enkelt glas med min veninde engang i mellem. Jeg har ikke selv så meget erfaring på området, men det har Steen (Benjaminsen, ejeren), og han er i gang med at lære mig op. Men jeg har ikke haft nogen betænkninger ved at stå i en vinbutik, for jeg elsker at lære nye ting og hjælpe folk,” siger Eva Nordentoft, der forsikrer, at der nok skal være hjælp til at finde den rigtige vin alligevel.
Får følgeskab af café
Håbet er både for ejer og den daglige leder, at vinbutikken kan tiltrække de lokale og skabe mere liv på Hovedgaden som i løbet af sommeren også får følgeskab af en café med udeservering i baggården. Det er Steen Benjaminsens kone Iben Legaard Benjaminsen, der åbner caféen næsten ved siden af vinhandlen.
Uanset hvor meget liv og travlhed, der kommer i Hovedgaden skal der stadig være tid til vinfordybelse i Vinkælderen. “Jeg håber man får en oplevelse af at komme ind i en lille hyggelig biks, hvor man virkelig kan gå rundt og tage sig god tid til at finde det, man skal bruge,” siger daglig leder Eva Nordentoft.
Vinkælderen har til at starte med åbent onsdag til fredag fra 14.00-17.30 og lørdag fra 10.00-14.00.