Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

TV 2 søger deltagere: Nu har du chancen for at vinde et sommerhus

Af Emil Kjær Jørgensen
Foto: TV 2
Foto: TV 2

Corona-tiden i Danmark har for alvor øget danskernes interesse for at eje et sommerhus.

Men nu har du faktisk mulighed for at vinde et – helt uden at tage penge op af lommen.

TV 2 søger nemlig medvirkende til deres populære program, Sommerdrømme, hvor præmien netop er et sommerhus, og her vil man især gerne have repræsentanter fra Aarhus med.

Det søger de

De søger helt konkret par, der er vilde med gør-det-selv-projekter, elsker at indrette og tør kaste sig ud i en kæmpe udfordring.

“I Sommerdrømme dyster fire makkerpar, med hænderne rigtig skruet på, om at skabe hver deres drømmesommerhus.

I løbet af sommeren skal de indrette og personliggøre sommerhusene. Når sommeren går på hæld, bliver ét par kåret som vindere – og bliver dermed et sommerhus rigere,” skriver TV 2.

De leder efter par i alle tænkelige konstellationer: Søskende, forældre/børn, fætter/kusine, andre familierelationer, venner, kollegaer, ægtepar, kærester, naboer, osv. Det vigtigste er, at I drømmer om et fælles sommerhus.

Konkurrencen udspiller sig over seks-syv uger fra start-august til midt-september 2021.

Bemærk at man skal være minimum 18 år for at deltage og at det ikke er muligt at have spædbørn eller børn med under optagelserne.

Du finder info om tilmelding her.