For første gang: Viralt kæmpe-kor synger på havnen i Aarhus
En længsel og et hul i markedet efter et sted for unge, hvor man kan samles, blev vejen til Aarhus-koret Praise’s succes.
I september 2024 skabte seks venner, som syntes, at gospel var fedt, koret Praise, og allerede første gang mødte 150 unge mennesker op.
Sidenhen har Domen, Turbinehallen, Tivoli Friheden, Banken Food Hall, Savværket og senest Musikhuset haft besøg af det kæmpestore kor, der nærmest får tage til at lette, når først de går i gang.
Læs også: Viralt på rekordtid: Aarhus-kor får unge til at glemme verden udenfor I dag samler de gang på gang omkring 500 unger mennesker. Og nu rykker de for første gang ned til havnen på Herman Sallings Plads lige ved siden af Navitas.
Det bliver på mandag, den 14. april, kl. 19.
Glem verden udenfor
Når Praise-koret mødes, synger de alt fra klassisk gospel til de sange, som du hører i radioen. Det vigtigste for menneskerne bag Praise er bare, at sangene hylder et godt menneskesyn.
Formålet med Praise er nemlig, ifølge Tobias Hørning, der er kommunikationsansvarlig for Praise, at glemme verden udenfor for en stund.
I anledning af, at koret rykker ud til vandet, har de selvfølgelig havet i fokus, og derfor har de også inviteret AU-projektet “Kend dit hav”. De vil blandt andet bidrage med en lille smagsrejse i det salte univers
PRAISE programmet vil forløbe således:
- 19.00 Introduktion & 1.del af Gospel programmet
- 20.00 PAUSE / Mulighed for at smage på havet
- 20.15 2. del af Gospel programmet
- 21.00 Afslutning
“Første gang til PRAISE? Du er velkommen, på trods af at du ikke kan synge, ikke er troende – faktisk bare som du er! Vi ønsker i PRAISE at gøre plads til ALLE, ved at italesætte og praktisere dette i løbet af aftenen, bl.a. gennem fællessang under gospelgenren,” skriver PRAISE på Facebook.