Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Falafler og dumplings: Vi har fundet to klare favoritter blandt madboderne på NorthSide

NorthSide 2025 buldrer derudad – og traditionen tro har vi været hele pladsen rundt for at opstøve de bedste kulinariske oplevelser, festivalen har at byde på.

Al maden er igen i år 100% økologisk og plantebaseret, men vi vil vove at påstå, at selv den mest inkarnerede kødspiser kan finde en favorit eller to.

På vores opdagelsesrejse rundt i Eskelunden besøgte vi i alt fem madboder – og heriblandt var der især to, der gjorde stort indtryk.

Find vores favoritter herunder:

Falafler og dumplings: Vi har fundet to klare favoritter blandt madboderne på NorthSide

Lakelands Pastaria

Har du en forkærlighed for pasta, kan du passende søge mod området foran den nye Nova-scene, hvor Lakelands har banket et lille pastaria op.

Menuen rummer to retter i form af All’Arrabbiata og Ai Funghi (begge koster 95 kroner), og vores maver sukker umiddelbart mest efter tomat, så vi tager førstnævnte.

Desværre er der sparet på tomatsovsen, mens den til gengæld ikke har fået for lidt med peberkværnen. Peberet er overdøvende, og det sætter altså sit præg på smagsoplevelsen.

Det trækker op, at pastaen er al dente, at parmesanen er af den gode slags, og at det hele er toppet med et par usandsynligt lækre basilikumblade.

Så har du lyst til et simpelt måltid uden så mange dikkedarer – og er du samtidig alt andet peberforskrækket, leverer Pastaria et fint måltid. Vi lander på en solid 3’er.

Falafler og dumplings: Vi har fundet to klare favoritter blandt madboderne på NorthSide
Falafler og dumplings: Vi har fundet to klare favoritter blandt madboderne på NorthSide

Falafel du Marais

Et hjørne nær Astra-scenen har i årevis tilhørt Falafel du Marais. I år har madboden fået en flot blå overhaling, så den matcher den nye bistro og bar, folkene bag har åbnet i Guldsmedgade.

Vi snupper det første og bedste fra kortet – nemlig pitaen til 95 kroner, som udover hjemmelavede falafler er fyldt med friteret aubergine (med bacon-vibes), tomat, koriander, syltet agurk, rødt spidskål og ikke mindst tahin.

Og vi må bare sige, at Marais ved, hvad de laver. Det gør ikke så meget, at pitabrødet er en anelse tørt, for fyldet stjæler fuldstændig showet.

Kombinationen af de søde syltede agurker, de friske tomater og koriander samt de sprøde falafler går rent ind og giver anledning til stjerneregn. 5 ud af 5!

Falafler og dumplings: Vi har fundet to klare favoritter blandt madboderne på NorthSide
Falafler og dumplings: Vi har fundet to klare favoritter blandt madboderne på NorthSide

Habibi Hotdog

Testens billigste bod har hjemme foran Nova-scenen og byder på to forskellige hotdogs.

Vi bliver spurgt, om vi kan lide hummus, og da svaret er ja, bliver vi peget i retning af det ”friske og farverige” valg i form af Habibi Hotdog Pink til 56 kroner.

Den gemmer på en vegansk pølse, pink hummus, råsyltet kål, og så er den toppet med en gavmild mængde purløg.

Allerede ved første bid afsløres det desværre, at både pølse og brød er knastørre. Purløg og kål har friskhed og syre, men desværre ikke nok til at redde oplevelsen af et måltid under middel.

2 stjerner kan vi lige akkurat svinge os op til.

Falafler og dumplings: Vi har fundet to klare favoritter blandt madboderne på NorthSide
Falafler og dumplings: Vi har fundet to klare favoritter blandt madboderne på NorthSide

Kolo

Inde midt i Aarhus er Kolo desværre fortid, men her i Eskelunden er det vegetariske spisested for en stund genopstået i en festivalversion.

Det samme er deres famøse kolobab – endda i to udgaver – men vores øjne drages mod den nordiske Bánh Mì, som også er på menuen til en pris på 95 kroner.

Som man kender det fra den vietnamesiske klassiker, er der tale om en baguette med fyld. Nogenlunde her stopper sammenligningerne så også, for fyldet adskiller sig en del.

Her får du ingefærsyltede gulerødder, spidskål vendt i kimchi, lime og sesam, koriander og planteshawarma af hestebønner og ærter. Køderstatningen ligner til forveksling kylling og fungerer, men det er sylt, kål og koriander, der præger smagen.

Vi kunne godt have ønsket os en sprød baguette, så Kolo må nøjes med 3 stjerner.

Falafler og dumplings: Vi har fundet to klare favoritter blandt madboderne på NorthSide
Falafler og dumplings: Vi har fundet to klare favoritter blandt madboderne på NorthSide

Mleko

Som noget helt nyt i år er Mleko Bar til stede på NorthSide – restauranten med det østeuropæiske touch åbnede tilbage i februar på Vester Allé 18.

Spændte går vi med en gang ukrainske Vareniky Dumplings med kartoffelfyld, hvidløgsdressing og creme fraiche til 95 kroner.

Det lyder meget simpelt, men smagene er alt andet end det – og vi er kollektivt blæst bagover.

Dumplings’ne dufter og smager vidunderligt af hvidløg og dild – ved første bid får man en syrlig, nærmest eddikeagtig vibe, der harmonerer perfekt med den fede creme fraiche og smørsmagen.

Det er, undskyld vores politisk ukorrekte, hjernedødt lækkert og lige til topkarakter!

P.s. Har du brug for et lækkert punktum á la østeuropa, kan du, få meter fra madboden, i Skovbrynet, få dig et vodkashot med pickle af lune dig på i Mleko Bars..bar. Også pænt anbefalelsesværdigt!

Falafler og dumplings: Vi har fundet to klare favoritter blandt madboderne på NorthSide

Der er flere gengangere blandt madboderne på NorthSide 2025. Du kan læse vores tests fra de seneste års her:

Del artikel


Korte videoer

Mest læste historier i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.