Annas Verden
LYSET I SKAGEN
Endelig forår. Lyset er vendt tilbage. Det lys, som alle i Skagen er afhængige af, og som får kunstnere til at valfarte til fiskelejet. Hjemme hos Anna Ancher betyder lyset, at hun og ægtemanden Michael kan male igen, og at huset snart vil summe af liv.
Anna står overfor sit gennembrud på den københavnske kunstscene. Privat og arbejdsmæssigt er hendes og Michaels forhold idyllisk. De er ligeværdige, fascinerede af hinanden og i takt med, at Annas åbenlyse talent for at male har foldet sig ud, er deres forhold kun blevet styrket. Men det er ikke let at forene den traditionelle hustrurolle med et liv som bohemekunstner. Særligt omverdenen har svært ved at forstå hendes valg, og ikke mindst fravalg, i bestræbelserne på at lykkes som kunstner.
EN KVINDELIG PIONER
ANNAS VERDEN er fortællingen om en ny type kvinde, en ny retning i malerkunsten og historien om samlingspunktet for kunstnerkolonien i Skagen – ét af de mest produktive og succesfulde kunstneriske fællesskaber i Danmark. ANNAS VERDEN er historien om en af de største malere i dansk kunst og samtidig et portræt, der peger på ét af vor tids store køns- og identitetsspørgsmål: Kan man få børn og gøre karriere, eller må man vælge?