Prøv udfordrende løbe-rute i Aarhus
Du kan godt begynde at forberede dig på et løb, der kommer til at påvirke alle dine sanser. Mud Race byder nemlig igen på en otte kilometer lang rute fuld af fede forhindringer.
Ruten sender dig ud på udfordrende grund i Vestereng og Brendstrup Skov – og selvfølgelig en tur igennem mudderet.
Undervejs skal der både kravles, klatres, løbes, svømmes (og vades), så du bliver med garanti godt træt og brugt, men ruten og forhindringerne er lavet til, at alle med en rimelig form bør kunne fuldføre.
Der er med andre ord ingen undskyldninger for at blive liggende på sofaen!
Løbet afvikles med start og mål ved Århus Firma Sport, hvor der er mulighed for parkering og for at få et bad efter løbet (det bliver nok nødvendigt).
Tilmeldingen er åben til både Ladies Mud Race, Mix Mud Race og Mens Mud Race – hvis du booker, inden prisen stiger 1. august, koster billetten 425 kroner.