Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Åbner i morgen: Djurs Sommerland præsenterer 60 meter høj nyhed

Af Freja Dumont
Foto: Djurs Sommerland
Foto: Djurs Sommerland

Nye, storslåede oplevelser er på programmet, når Nordens største sommerland skyder årets sæson i gang i morgen lørdag d. 27. april.

Djurs Sommerland har nemlig investeret over 30 millioner kroner i endnu en ny, spektakulær forlystelse, der er værd at køre langt efter.

Årets nyhed er et 60 meter højt, mexicansk tematiseret droptårn, El Grito, til forlystelsesparkens modige legebørn. Det skriver Djurs Sommerland i en pressemeddelelse.

”Vores nyhed i år er lige noget for alle, der kan lide fart og spænding.

Der er ingen tvivl om, at der skal mod til for at tage plads i gondolen, for derefter at blive hejst 60 meter op i luften, før gondolen slipper og suser mod jorden med 100 km/t,” siger administrerende direktør Henrik B. Nielsen i pressemeddelelsen.

Åbner i morgen: Djurs Sommerland præsenterer 60 meter høj nyhed

Udvidelse af de populære Mexicoland

Det nye droptårn er dobbelt så højt som parkens højeste rutschebaner, Piraten og DrageKongen, der tilhører ligaen med Danmarks største rutschebaner.

Ud over et adrenalinkick, der bider sig fast, er det også en helt særlig oplevelse at se Djurs Sommerland og store dele af Djursland fra 60 meters højde.

”I samarbejde med internationale specialister har vi udviklet en masterplan for Djurs Sommerland, og med El Grito har vi taget første spadestik til viderevikling af vores populære Mexicoland.

Sammen med Juvelen, der er Danmarks længste rutschebane, har det nye droptårn status som en family thrill-forlystelse. Netop et droptårn har mange efterspurgt, men vi slutter ikke her, for vi har nye spektakulære oplevelser til børnefamilierne på tegnebrættet. Det glæder vi os til at løfte sløret for,” siger Henrik B. Nielsen.  

Som ved parkens andre forlystelser, spiller tematisering også en vigtig rolle ved El Grito.

Med lyden af mexicansk musik og farvestrålende vimpler, træder gæsterne ind i et univers inspireret af den mexicanske fejring af ”Dia de los Muertos” og viser deres mod og ære, når de stiger 60 meter til vejrs over ruinerne af et imponerende mausoleum.

Henrik B. Nielsen fortæller: ”I vores bestræbelser på at være Danmarks bedste forlystelsespark for legebørn, er det en prioritering, at forlystelserne er en del af en større fortælling, der giver oplevelsen et ekstra lag. Derfor investerer vi mange penge i at iscenesætte vores forlystelser. Det er specialopgaver, der tager tid at designe og opføre på det helt rette niveau.”

Store forventninger til årets sæson

Ovenpå sidste års regnfulde sommer er der stor optimisme til den kommende sæson. Rekordmange har booket firma- og gruppeture til Djurs Sommerland.

Mange af årets kommende konfirmander har også booket billet til Blå Mandag, som parken med stor succes holdt første gang sidste år.

Ligeledes melder overnatningssektoren om positive bookingtendenser fra både det danske og de udenlandske markeder.

”Med sidste års store udvidelse af Dinosaurland med 3 nye forlystelser, og vores nye droptårn i år, tror og håber vi på, at vi går en ny rekordsæson i møde.

Indikationerne her op til sæsonstart er i hvert fald meget positive,” slutter Henrik B. Nielsen, mens han glæder sig til at byde både gæster og de over 800 sæsonmedarbejdere velkommen i familieparken, han ejer og driver sammen med sin bror Michael B. Nielsen.

Del artikel

Andre læser også