Alvorlige færdselsuheld i Aarhus: Mand har mistet livet
Det gik helt galt i de tidlige morgentimer søndag, hvor der skete hele to alvorlige færdselsuheld i Aarhus.
Den første ulykke fandt sted søndag kl. 04:43, hvor der indgik en anmeldelse til Østjyllands politi om et alvorligt færdselsuheld på Vesterbrogade / Silkeborgvej i Aarhus.
En taxa ført af en 47-årig mand fra Favrskov kørte i retning mod centrum, da en 22-årig ung mand trådte ud foran taxaen og blev ramt direkte af bilen.
Ved sammenstødet pådrog den 22-årige sig alvorlige skader og er i kritisk stilstand, men i øjeblikket stabil. En tilkaldt bilinspektør har undersøgt uheldsstedet sammen med politiets patruljer, og de nærmere omstændigheder omkring uheldet er ved at blive klarlagt.
Den unge mands pårørende er underrettet.
Endnu en ulykke med en taxi
Søndag kl. 06:38 indgik en ny anmeldelse om et alvorligt færdselsuheld – denne gang på Åby Ringvej / Bautavej i Aarhus. En 61-årig mand gik ud på kørebanen for at praje en taxa, der kom kørende.
Bag ved taxaen kom en 36-årig kvinde kørende i en personbil, som passerede taxaen højre om, og ramte den 61-årige mand direkte på kroppen.
Ved sammenstødet pådrog han sig så alvorlige skader, at han afgik ved døden på Skejby sygehus.
Bilinspektøren fra det første færdselsuheld har nu også lavet undersøgelser på stedet, så vi arbejder på at få afklaret de nøjagtige omstændigheder. De pårørende er underrettet.