Så kom datoen – Aarhus´ Street Food marked i busgaragerne åbner den…

Lejekontrakten er i hus, køkkenerne står klar, og drikkevarerne er lagt på køl. Folkene bag Street Food marked melder ud, at torsdag den 18. august 2016 slår Folkets Spisehus endelig dørene op til byens nye permanente indendørs madmarked i DSBs gamle, smukke garager på Rutebilstationen. DSB har valgt at leje dem ud til Folkets Spisehus, som tidligere hed Aarhus Street Food.
Det tog et år at komme i gang
Efter et lille års tids træden vande er Folkets Spisehus nu en realitet. Fredag den 24. juni 2016 tikkede den underskrevne lejekontrakt på garagerne ind i indbakken, til usigelig stor glæde for folkene bag. Endelig kan planerne og drømmene realiseres.
Med overtagelse den 1. august i år og åbningsdato den 18. august bliver det en travl sommer, men hvilken sommer, ikke engang det lunefulde vejr kan spolere glæden ved endelig at kunne komme i gang med at opbygge spisehuset.
Et stærkt hold
Holdet bag Folkets Spisehus er Kasper Kragelund, Thomas Gademad Bendtsen og Britt Vorre samt 25 gastronomiske iværksættere. De vil i forening skabe byens nye kulinariske kultursted – med et råt og uprætentiøst miljø, hvor folk vil mødes omkring det gode og ærligt prissatte måltid, suppleret med en bred vifte af kulturelle events og happenings.
Overdækket, åbent hver dag og hele året
Et af de helt store plusser er, at garagerne er overdækkede. Dermed skal man ikke stå at fryse i regn- eller frostvejr. Det gør, at boderne i de gamle garager uden tvivl bliver attraktive. Hvis folkene bag, gør sig umage med at finde nogle boder, som kan lave mad, så bliver det her stort. Jeg har fuld tillid til, at det lykkes, da mange af boderne drives af selvstændige kokke og madentreprenører, som skal leve af det. Udover det, så har folkene bag Folkets Spisehus brugt snart et år på at finde og udvælge de helt rigtige køkkener.
Hatten af for Folkets Spisehus – og godt for Aarhus med et Street Food marked med mindst 25 permanente og forskellige madboder.